Sammenbrud i Sydsjælland

Ambitiøst udviklingsprojekt i Næstved faldt sammen med et brag

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det kan lade sig gøre at indgå fælles forpligtende aftaler mellem den enkelte kommune og den enkelte lærerkreds og mellem den enkelte skoleleder og den enkelte tillidsrepræsentant'.

Sådan skrev man i skoleforvaltningen i Næstved Kommune, da den i januar blev valgt som en af de fire projektkommuner, der påtog sig at gøre lærernes skepsis til skamme og bevise, at kommunerne ejede evne og vilje til at leve op til ambitionerne i overenskomstpapiret 'En skole på vej', når arbejdstidsaftalen skulle udmøntes lokalt. Men den 6. april røg det hele på gulvet med et brag, og Næstved Kommune har allerede meddelt Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening, at den har meldt sig ud af projektet. På byens 12 skoler gør de sig nu klar til et skoleår, hvor alle arbejdsopgaver skal tælles op time for time.

Forhandlingerne gik ellers fint i flere måneder. Lærerkredsens og kommunens forhandlere enedes om et pædagogisk målsætningspapir og kom et langt stykke hen ad vejen i den konkrete udmøntning af arbejdstidsaftalen.

Sadlede om

'Midt i marts sadlede kommunen fuldstændig om. Det var åbenbart gået op for de kommunale forhandlere, at de enkelte skolers økonomiske råderum blev meget lille, fordi man havde lagt sådan et ambitiøst program for skolevæsenets pædagogiske målsætninger. Vi fik et brev fra kommunen om, at vi i forhandlingerne havde kigget for meget bagud og ikke fremad', siger kredsformand Knud Andreasen. Indtil den dag i marts havde kommunens forhandlere blandt andet været indstillet på at give en forbedret tillidsrepræsentantakkord set i lyset af, at tillidsrepræsentanten skulle have en ny og større rolle, pauseproblematikken var afklaret, og flere andre akkorder var efter hans opfattelse på plads, men blev taget af bordet igen.

'Der var en generel besparelse på to procent på kommunens budget for år 2000, men folkeskoleområdet var undtaget med henvisning til, at området i forvejen var ramt af det stigende elevtal og af, at der ikke var fuld kompensation for lærernes lønstigninger. Nu viser det sig, at det faktisk betyder besparelser på folkeskoleområdet på 3,2 procent', siger Knud Andreasen.

Personalechef Poul Erik Kristensen, der har siddet for bordenden under forhandlingerne, afviser til gengæld, at det er økonomiske overvejelser, der ligger til grund, når han mener, at forhandlingerne lagde sig for tæt op ad de gamle akkordaftaler i kommunen.

'Der var ikke et tilstrækkeligt pædagogisk udviklingssigte i det, vi sad og snakkede om', siger Poul Erik Kristensen.

Han vil ikke konkret pege på, hvad det er, der skal skæres bort, når man skal afsætte midler til centrale udviklingsprojekter og for eksempel en forbedret tillidsrepræsentantakkord, samtidig med at der skal være et betydeligt pædagogisk råderum ude på skolerne, men siger:

'Når man for eksempel bliver enige om målene for klasselærerakkorden på 75 timer og begynder at relatere den til de kommunale udviklingsmål, bliver det muligt at gennemføre meget mere inden for en akkord, der ikke er større end den gamle. Alene det at have fælles mål for en klasselærerakkord giver en målretning'.

Han og skolechef Ole Mertz har i en erklæring til byrådet skrevet, at de har indtryk af, at lærerkredsen har ønsket at demonstrere en manglende økonomisk ramme i forhold til det vedtagne budget. Det afviser kredsformand Knud Andreasen:

'Det er ærgerligt, at kommunen ikke har økonomi til sine egne ambitiøse udviklingsplaner, og så har det åbenbart været den eneste udvej for de kommunale forhandlere at komme med et nyt aftaleforslag, som de vidste var uspiseligt for os. Nu prøver de så at tørre det af på os. Kommunen må jo undlade at gennemføre et udviklingsprogam til et par millioner kroner - eller gøre som kulturudvalgsformand Per Boserup har foreslået, nemlig udskyde nogle af anlægsarbejderne på folkeskoleområdet. Man kan ikke både blæse og have mel i munden', siger Knud Andreasen.