Kun få sager når DLF

Lærerforeningen hører kun om en tredjedel af de skader, som bliver anmeldt til Arbejdstilsynet

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

645 folkeskolelærere anmeldte i 1998 en arbejdsulykke til Arbejdstilsynet, og 220 anmeldte en arbejdsbetinget lidelse. Men det behøver ikke at betyde, at det er det antal skader, der sker blandt lærere. Oveni kan lægges de lærere, der har været udsat for en arbejdsskade, men ikke har anmeldt den. Arbejdstilsynet anslår, at underrapporteringen kan være på i hvert fald 50 procent.

Dette fremgår af en statistik fra Arbejdstilsynet, som DLF har bearbejdet. Statistikken omfatter nemlig alle lærere, men DLF har nedskrevet statistikken, så den burde svare til antal anmeldte skader i folkeskolen.

Men statistikken viser også, at det kun er omkring en tredjedel af skaderne, der bliver anmeldt til Lærerforeningen.

'Tallene er overraskende. Vi troede, vi fik kendskab til mere end en tredjedel af skaderne', siger Jørgen Bruun Christensen, sagsbehandler på arbejdsskadeområdet i DLF.

'Men vi ved jo ikke, hvorfor vi ikke ser flere af sagerne her. Måske er der tale om de små skader uden komplikationer. Men det undrer os, at ikke flere anmelder, fordi vi har et tilbud om behandling af arbejdsskader, som i hvert fald sikkerhedsrepræsentanter og tillidsrepræsentanter burde have kendskab til'.

Jørgen Bruun Christensen fortæller også, at han undrer sig over fordelingen af arbejdsskader.

'Der er områder af landet, vi stort set aldrig hører fra. Jeg håber, det er, fordi der ikke sker nogen arbejdsskader i de områder'.

Ifølge Arbejdstilsynets statistik er det ikke særlig 'farligt' at være lærer i Ringkøbing Amt, hvorimod lærerne på Bornholm tilsyneladende er tre gange så udsatte for arbejdsskader som lærerne i Ringkøbing. Sådan ser det i hvert fald ud statistisk. Antallet af anmeldte arbejdsskader er også lavt i Viborg Amt og Nordjyllands Amt.

Skaderne følger lærernes aldersfordeling. Tidligere var der en tendens til, at der skete færre skader på lærere over 40 år, men sådan ser det ikke ud længere.

Fordelingen på anmeldte arbejdsulykker passer helt med kønsfordelingen blandt lærerne, så mænd og kvinder er altså lige udsat for arbejdsulykker. Ulykkerne består oftest af knoglebrud og forstuvninger. Derimod viser tallene, at der er flere kvinder, der anmelder arbejdsbetingede lidelser - det kan for eksempel være luftvejssygdomme, sygdomme i bevægeapparatet, hudsygdomme eller høreskader.

'Når vi taler om arbejdsbetingede lidelser, kan forskellen ses på indeklimalidelserne. Her ser vi oftere anmeldelser fra kvinder. Jeg tror, det skyldes, at kvinderne ikke er så bange for at stå frem og sige, at der er et problem, mens mænd er mere tilbageholdende. Vi ved, at der ude på skolerne er mænd med indeklimaproblemer, som vi aldrig hører fra', siger Jørgen Bruun Christensen.

Antallet af anmeldte arbejdsulykker og arbejdsbetingede lidelser lå i øvrigt ret konstant i årene fra 1996 til og med 1998, som er de år, statistikken beskriver.

hela