Ny vigtig rolle til lærerne

Folkeskolen skal sørge for, at unge bliver gode til at bruge prævention

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvis det står til regeringens nye aborthandlingsplan, skal lærerne i folkeskolen indgå aktivt i forebyggelse af uønsket graviditet. Planen sætter fokus på handlekompetence, så de unge ikke bare kender eksistensen af prævention, men også bliver gode til at bruge den.

Lærernes indsats på området er et centralt tema i handlingsplanen, som et enigt Folketing sidste år bad regeringen om at udarbejde, og som Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet nu er gået i gang med at omsætte til praktisk handling.

I handlingsplanen understreges det, at folkeskolen er en vigtig arena for forebyggelse af uønsket graviditet. Derfor vil det være hensigtsmæssigt, at seksualitetsundervisningen opprioriteres i seminarieuddannelsen og i forbindelse med valg af efteruddannelseskurser for lærerne. Planen lægger desuden op til, at der på alle folkeskoler udpeges en eller flere lærere med særlig viden om seksualitets- og præventionsoplysning.

Udspillet fra Sundhedsstyrelsen kommer samtidig med, at undervisningsminister Margrethe Vestager i sit debatoplæg 'Værdier i virkeligheden' (læs side 4-5) slår fast, at skolerne ikke kan og skal løse alle opgaver i vort samfund.

'Det er typisk, at der kommer to modsatrettede udmeldinger på samme tid. Der trænges til koordination mellem ministerierne', siger næstformanden i Danmarks Lærerforening, Stig Andersen.

Han mener, at indsatsen mod uønskede graviditeter blandt unge isoleret set er en udmærket opgave, men problemet er, at den kommer oven i de talrige andre opgaver, som folkeskolen 'lige' skal løse ved siden af at leve op til folkeskoleloven.