Banalitetstesten er nem at gennemføre. Den går simpelthen ud på at afprøve, om nogen kan mene det modsatte. Hvis det ikke er tilfældet, er den testede mening dumpet, og visse dele af undervisningsministerens nyeste pjeceudspil, 'Værdier i virkeligheden', er på grænsen.

Margrethe Vestager ønsker, at hver enkelt skole formulerer et værdigrundlag, der tager udgangspunkt i ni skitserede værdier: 1. Ånds- og ytringsfrihed, 2. Ligeværd, selvværd og tolerance, 3. Fællesskab og den enkelte, 4. Solidaritet og omsorg, 5. Selvforståelse og identitet, 6. Samtale og diskussion, 7. Nysgerrighed, engagement og begejstring, 8. Virkelyst og arbejdsglæde og 9. Indsigt i og ansvar for naturen.

Undervisningsministeren håber, at hendes bud på grundlæggende værdier 'vil blive mødt af andre bidrag i en intens og levende debat'. Men udspillet er meget overordnet og uden megen forbindelse til skolens hverdag. Det indeholder kun ét konkret eksempel, og det er fra Sverige, så pjecen risikerer at lide samme skæbne som 'Pejling og Perspektiv' fra 1988 - en rapport fra undervisningsminister Bertel Haarders såkaldte Perspektivudvalg, som forsøgte at rejse en debat.

Dengang lød nogle af buddene på 'almene værdier, som skolen skal give danskerne med ind i det 21. århundrede': 'indlevelse, åbenhed og tolerance, fællesskab, loyalitet og venskab, kærlighed, lighed, demokratisk holdning og natur og ressourcebevidsthed'. Der skal målfoto til for at se forskel på 88- og 00-publikationens værdier. Men hvad skal man diskutere, hvis alle er enige? Det er svært at være intens og levende i debatten, når man kan nikke ja med hele overkroppen.

Det er befriende, at ministeren langer ud efter Afel-flosklerne. Der skal stilles krav til de unge, og de skal have medansvar for undervisningens tilrettelæggelse og for selv at lære, skriver Vestager. 'Men det betyder ikke 'ansvar for egen læring'', fortsætter hun. 'Tværtimod kan det ansvar ikke decentraliseres - det er et fælles anliggende for elever, lærere og forældre'.

Man kunne have ønsket, at ministeren havde benyttet lejligheden til at fortælle offentligheden - og såmænd også Undervisningsministeriets egne folk - at ordene 'elevens ansvar for egen læring' ikke står i folkeskoleloven. Men under alle omstændigheder er det godt, at Margrethe Vestager forsøger at luge ud i den pædagogiske debats floskelflora. Dermed rækker hun nemlig ud mod skolevirkeligheden.

Derude, hvor lærerne hver dag tager ansvar for andres læring. Der, hvor læreren bliver nødt til at træde i karakter som person for at klare mosten.

Værdier dumper eller består i hverdagen, så hvis lærere, ledere og forældre skal forsøge at diskutere ministerens udspil med hinanden og med politikerne, må ministerordene klædes på med virkelighed.

Er politikerne for eksempel parate til at give rammer og arbejdsvilkår i skolen, så elever af anden etnisk baggrund end dansk i praksis kan opleve 'ligeværd, selvværd og tolerance'?

Hvordan kan man opleve 'solidaritet og omsorg', hvis dele af folkeskolens virksomhed reelt bliver en betalingsskole, fordi kreative personer finder nye måder at opkræve penge for eksempel for lejrskoler?

Og hvor alvorligt kan lærere tage 'samtale og diskussion', hvis konsekvenserne kun vender den ene vej, når en overenskomst skal udmøntes?

Hvis en skole skal være et sted, hvor fælles værdier føres videre, kræver det ganske rigtigt, at eleverne får rammer, så de kan udfolde 'nysgerrighed, engagement og begejstring'. Men det samme må gælde for lærere og ledere. Ligesom 'virkelyst og arbejdsglæde' naturligvis må være en fælles værdi for både børn og voksne.

'Det er i handlingen, at værdier afprøves og vurderes', skriver ministeren. De ord forpligter.

-th

Læs side 4

Det er i handlingen, at værdier afprøves og vurderes