Unge får noget at prale af

Barnets ret til gode forældre er udgangspunkt for arbejdet på heldagsskole

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De kan ikke sidde stille på en stol. De taler ofte grimt til hinanden. De slår deres kammerater. De har svært ved at koncentrere sig. De hører ikke efter, hvad læreren siger. De er kede af det. De føler skyld. De gemmer sig.

'Problemet er, at der sjældent er behandlingstilbud, der passer til de her børn. Så i første omgang ser man deres problemer ved, at de ikke kan gå ind i de systemer, vi har', siger Dorte Skovhus, én af de to ledere af Villa Musica i Hillerød i Frederiksborg Amt, der er en heldagsskole for såkaldt 'svært anbringelige' børn.

Dorte Skovhus og den anden af skolens leder, Ole Hummelgaard, benytter sig af åbenhed og tæt samarbejde i forhold til både børnene og forældrene.

'For eksempel bruger vi ikke alle de der pege fingre-ord, som de er blevet skræmt af før. 'Du burde jo som mor sørge for, at dit barn kommer til tiden . . . Nå, det kunne du ikke klare . . . Det er ikke, fordi vi vil tillægge dig skyld, men . . . Jeg er skuffet . . . Jeg havde forventet noget helt, helt andet''.

'Vi forsøger at tænke modsat og fokusere på det gode, der er', fortæller Ole Hummelgaard.

Gennem samspil og musik finder skolens elever et sted, der har plads til dem, og hvor det betyder noget, at de er der. For ellers kan den fede lyd jo ikke blive til noget. Derudover kan musikken rumme deres følelser, hvor kaotiske de end er. Når følelserne har fået lov til at give lyd fra sig, når barnet er blevet hørt og set, kan lærerne begynde på det mere konkrete faglige arbejde for eksempel med traditionelle skolefag.

Forældre kommer med løsning

Børnene på Villa Musica har ofte været gennem en observationsklasse, skoleskift, behandlingsinstitution. Nogle af dem har været psykiatrisk undersøgt flere gange, før de via sagsbehandlerens kontor og med forældrenes accept lander her. I de individuelle behandlingsprogrammer, som skolen lægger for børnene, er forældrene meget centralt placeret. Skolens personale afstår i første omgang fra at problematisere barnets og familiens liv. De prøver heller ikke at komme med en løsning på familiernes problemer.

'Vi bliver ved med at sige, at vi ikke bare kan komme med løsningen, som om det var opskriften på en kage . . . og tre dage efter er dejen hævet, og så er der ikke det problem i familien mere. Når familierne føler tryghed - og det gør de forholdsvis hurtigt - så skal de nok komme og problematisere og selv lægge op til nogle løsningsprocesser. De spørger os til råds, og på den måde kan vi komme i en dialog. Meget tit kommer forældrene selv med en løsning. Det er det, det hele går ud på', siger Ole Hummelgaard.

Barnet har krav på at have voksne og menneskeligt velfungerende forældre. Den rettighed er udgangspunktet i skolens behandling af barnet. Behandlingen sammensættes ud fra barnets behov med kraftig skelen til forældrenes ressourcer.

'Vi ved, at familierne skal arbejde med mange smertefyldte minder og hændelser, og uanset deres uddannelsesmæssige og sociale baggrund er det hårdt. Vores familier arbejder virkelig ihærdigt for, at deres børn skal få et godt liv, og gennem deres ja til, at børnene er her, har de forpligtet sig til at arbejde sammen med os, for at deres barn skal få det bedre', siger Ole Hummelgaard.

Men behandlingen forudsætter, at forældrene erkender problemet, og erfaringerne fra lignende arbejde andre steder viser, at højt uddannede forældre ofte vil gå meget langt i deres forsøg på at skjule 'det dårlige liv'.

'Der er tradition for, at de bedrestillede, de veluddannede og dem, der er godt skåret for tungebåndet - og pengepungen - kan skjule den slags ting. De kan sætte de rigtige ord på, ord, der forblænder os andre. De har råd til at sende deres børn på dyre kostskoler, der i bedste fald kan skintilpasse barnet. Disse veluddannede voksne har ofte selv store problemer, som de bruger fantastisk mange kalorier på at skjule gennem en social skintilpasning, der virker acceptabel på sagførerkontorer og i direktionslokalet. Problemet med disse skintilpassede familier er bare, at de dybereliggende grunde til problemerne skjules, og dermed forhindres den enkelte i at nå det gode liv', siger Ole Hummelgaard.

Når problemerne med følelsesmæssige og sociale adfærdsafvigelser opstår hos de socialt og uddannelsesmæssigt dårligt stillede, kan systemet spotte det. Det bliver straks sværere at få øje på, når det drejer sig om børn af veluddannede og socialt velstillede. De får ofte 'gemt' sig i længere tid.

Tilbage til folkeskolen

Social placering eller ej. Det helt centrale for mange af børnenes forældre er, at de generelt har svært ved at trække grænsen mellem en barneverden og den voksnes verden. Resultatet bliver, at der ofte hersker tvivl om, hvem der har styr på økonomien, på lillesøster, på madlavningen, på det gode forhold til naboen. Meget af det, man forventer, at den voksne tager ansvar for, er ofte overladt til diskussion eller tilfældige løsninger.

'De problemer er dog ikke så udtalte hos os. Vi arbejder jo med familier, der gerne vil, men ofte kan have svært ved det', siger Hummelgaard.

Behandlingen begynder med at skabe et fælles grundlag for kommunikation, og i første omgang er det gennem barnets sprog, personalet danner sig et billede.

'Mange af de svigt, barnet har oplevet, er så traumatiserende, at de også har glemt det sprog, som kan give udtryk for det, så vi skal reetablere en kommunikation. Den kan starte i musik, rytmik og dans, gå over højtlæsningen til diskussionsmøder, som hjælper dem til at sætte ord på sociale konflikter og klare de følelsesmæssige situationer, de er havnet i', siger Ole Hummelgaard.

Nogle af børnene får det så godt, at de kan komme tilbage på en almindelig folkeskole. Men det afhænger helt af deres psykiske, ikke deres faglige, udvikling. I første omgang er de nået langt, ved at de er på en skole, de betragter som deres egen. En tilknytning, som også viser sig i familiernes store opbakning til skolens arrangementer.

'De tager deres familie med her, og deres familie kommer her, fordi de føler sig respekteret. De har fået en skole, de kan prale med', siger Ole Hummelgaard.-Lone Nyhuus er freelanceskribent

Mange af de svigt, barnet har oplevet, er så traumatiserende, at de også har glemt det sprog, som kan give udtryk for det, så vi skal reetablere en kommunikation

Powered by Labrador CMS