I et land, der har det med at blive hjemsøgt af al landsens nytænkende, pædagogiske profeter, der flokkes om folkeskolen som fluer om køers efterladenskaber, kan en enkelt gammeltænkende flue i forkert selskab måske lige fremsætte en tese om, at skolens opgave er at bibringe eleverne kendskab til de grundelementer, der har kunnet få vores virkelighed til at se ud, som den gør lige nu. Alt sammen på godt og ondt. Hverken mindre, men altså heller ikke mere. Det hele foranlediget af, at en tysker, Thomas Ziehe, nu har meldt sig i selskabet omkring den velduftende kokasse med ideer om den 'usædvanlige læring' eller den 'veldoserede fremmedhed', der mildt sagt ikke har med nogen traditionsbundne grundelementer under nogen som helst virkelighed at skaffe. Nu er det ikke alene fagene, der skal forvises fra skolen. Nu skal selve virkeligheden fejes ud. Skolen skal bygge på alt det uvirkelige, der fylder børnenes fantasi. Og jo mere alting strider imod virkeligheden, desto bedre. Og da alt dette rablende vanvid og penge- og tidsfråds jo egentlig harmonerer godt med intentionerne bag folkeskoleloven, kan man nok frygte, at den danske naivitet vanen tro vil skaffe Ziehe kritikløs lydhørhed. For som han snedigt nok indskyder: Eleverne må gerne fascineres af lærerpersonligheden. Og den kan vi altså ikke stå for. En mand, der siger sådan noget, må absolut være værd at lytte til. Og så underviser han altså ikke mere børn, hvilket som bekendt befordrer de mest sprælske nyskabelser om undervisning af børn.

Vagn Madsen

Brønderslev