Debat

Mere i køkkenet

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Anni Herfort mener i Folkeskolen nummer 12 'nærmest', at undertegnede gør mig skyldig i historieforfalskning, og vurderer, at en skarpere linje fra foreningens side ville føre til gold konfrontation med arbejdsgiverne til skade for medlemmerne. Det er naturligvis til enhver tid en risiko. Mig forekommer det imidlertid, at vores modpart tolker venligheden som udtryk for svaghed. Kommunernes Landsforening taler med to tunger og underminerer dermed fortsat de fromme hensigtserklæringer i overenskomsten, og intet tyder på, at den offentlige mening vil straffe dem for det.

Vores svaghed skyldes ikke mindst, at Danmarks Lærerforening selv har været tvetunget. Det var selveste foreningens chefforhandler, Max Haugaard, der i Gladsaxekredsens blad 'Tyverne' i april 1998 lod sig citere for, at lærere, der ikke går ind for ny løn, er 'reaktionære' og 'har jord i hovedet' - en karakteristik, der rettede sig imod ikke mindre end 99 procent af lærerne, der to år forinden i medlemsundersøgelsen havde taget afstand fra ny løn. Og det var foreningens topledelse, der i december 1998 til alles overraskelse opsendte den prøveballon, at forberedelsestiden skulle låses fast på 400 timer, selv om samme ledelse umiddelbart forinden havde slået fast, at ethvert angreb på forberedelsestiden ville være konfliktgrund.

Anni Herfort har naturligvis ret i, at overenskomstforhandlingerne ikke var et tagselvbord. Modparten havde lagt an til en styrkeprøve i en halv snes år, og det kunne være gået endnu værre. Det, der bare er så svært at acceptere, er imidlertid, at Danmarks Lærerforening tilsyneladende selv påtog sig serveringen af en så uspiselig menu. Formanden vedgår gerne, at det ikke var hendes livret, men ser helst, at vi nu ser frem, læs: Får den ned med et smil. Og lærerne skal nok være flinke som sædvanlig og spise pænt op. Men det vender sig i maven.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

I en sådan situation er det næppe klogt at rose maden. Der er mere i køkkenet.

Niels Christian Sauer

medlem af DLF's hovedstyrelse