Folkets røst - om skolen

Elever, forældre og lærere skal fortælle ministrene, hvad de mener om skolen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forældre, lærere og elever er særligt indbudte, når statsminister Poul Nyrup Rasmussen holder sin tredje 'folkehøring'. Det gør han tirsdag den 25. april, klokken 13-17, i Scandinavian Congress Center i Århus, hvor temaet er 'Familie og Skole - hvor er problemet'. Der er plads til 380 deltagere, og ministeriet ser gerne, at det bliver forældre, lærere, elever og andre med en aktiv hverdag i tilknytning til skolen, der præger dagen. Da der for nylig var en tilsvarende høring om sundhedsvæsenet, blev det kritiseret, at det især var organisationsfolk og repræsentanter fra patientforeninger, der tog ordet.

Oplægsholderne bliver - foruden Poul Nyrup Rasmussen - sundhedsplejerske Sigrid Riise, der er kendt fra radioprogrammet 'Far, Mor og Børn', og professor Niels Egelund, Danmarks Lærerhøjskole.

Undervisningsminister Margrethe Vestager, socialminister Henrik Dam Kristensen og kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen sidder i et panel, der mest skal lytte og opsamle deltagernes bud på, hvordan folkeskolen har det.

Man kan se programmet på hjemmesiden http://www.service-og-velfaerd.dk

Ønsker man at deltage, kan man tilmelde sig via hjemmesiden eller i Finansministeriet hos Lisbeth Rasmussen, telefon 3392 4267, og Marianne Rosenstand, telefon 3392 4268 eller 3392 3333, der er Finansministeriets hovednummer.

Tilmeldingsfristen er 18. april, men da pladserne er begrænsede, er det en god idé at tilmelde sig straks.