Debat

Pensionisterne betaler selv

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kristian Fløj-Jensens forslag om et fjerde pensionistkursus fik en hård medfart i hovedstyrelsen.

Det fik kun to stemmer, 16 var imod, og fire stemte ikke ifølge Folkeskolens referat.

'Kursusmidlerne skal bruges til at støtte de tillidsrepræsentanter og kredsstyrelser, der forhandler for de aktive medlemmer. Det er en benhård prioritering, men den er nødvendig', sagde Astrid Schjødt, stadig ifølge referatet i Folkeskolen.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Ingen vil fratage de aktive kolleger de nødvendige kursusressourcer, men som pensionist må det være naturligt at pege på de faktiske forhold.

DLF har cirka 9.700 betalende pensionistmedlemmer, der med et årligt kontingent på 624 kroner til hovedforeningen i 2000 betaler cirka seks millioner kroner til DLF.

Fløj-Jensens forslag ville hæve den årlige udgift fra 750.000 kroner til en million kroner.

Der er cirka 12.000 medlemmer i fraktion 4. Af henimod 1.000 årlige ansøgere får omkring 250 et kursusophold.

Mon ikke de fleste ved nærmere eftertanke vil mene, at Fløj-Jensens forslag havde fortjent en bedre skæbne?

Paul Elmholt

Odense

Svar

Hovedstyrelsen skulle på martsmødet forholde sig til et forslag fra Fløj-Jensen om, at frigivne midler til konferencer skulle kunne anvendes til et ekstra kursus for pensionister. Som et argument for, at hovedstyrelsen skulle have bevilget det ekstra pensionistkursus, opstiller Paul Elmholt regnestykker for at vise, at pensionisterne betaler selv. Paul Elmholt er faldet over, at jeg ifølge Folkeskolen på hovedstyrelsesmødet har givet udtryk for, at pengene i stedet skulle anvendes til at støtte op om arbejdet for de aktive. Bortset fra at det ikke var kursusmidler, der var sparet, så er det korrekt refereret. Det er nemlig min holdning, at lærerne, børnehaveklasselederne og lederne ude på skolerne i øjeblikket har brug for al den støtte, hovedforeningen kan mobilisere, arbejdsmæssigt og økonomisk. Der er ikke kun tale om kurser, men om forskellige initiativer, der kan understøtte, at vi kommer så godt som muligt gennem indførelsen af den nye arbejdstidsaftale og lønaftale. Der er blevet og bliver til stadighed taget initiativer, blandt andet forskellig mødevirksomhed ud over landet. Erfaringerne fra mange kredse og kommuner viser, at det er en stor opgave, vi står over for.

De midler, der i første omgang er sparet ved at aflyse konferencer, er der altså hårdt brug for. Jeg synes ikke, vi som hovedstyrelse kan tillade os at lave kassetænkning og se stort på prioriteringer mellem opgaverne, og jeg mener ikke, Paul Elmholts argumentation kan bruges til at vise, at pensionisterne bliver forfordelt. Hvad med de medlemmer, der aldrig får direkte brug for kredsenes sagsbehandling eller foreningens psykiske rådgivning? Bliver de snydt? Jeg mener ikke, vi kan opgøre provenuet af vore kontingentindbetalinger på den måde. Vi kunne jo så også vurdere deltagerantallet på foreningens åbne kurser for aktive medlemmer på tilsvarende vis. Vi optager cirka 700 om året ud af en medlemsflok på godt 61.000.

Det, at Fløj-Jensen har set en mulighed for at få et ekstra pensionistkursus, og at hovedstyrelsen sagde nej, betyder jo ikke, at vi ikke synes, der skal tages hånd om pensionisterne.

Jeg tror også, at mange pensionistmedlemmer forventer, at hovedstyrelsen prioriterer ressourcerne, vurderer de mest presserende behov og ser på foreningen som et samlet medlemsforum.

Astrid Schjødt Pedersen

medlem af hovedstyrelsen