Debat

Studerende er ikke elever

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mikkel Kamp skriver i Folkeskolen nummer 13 en særdeles relevant artikel om lærerstuderendes muligheder for at opnå kompetence i at håndtere de udfordringer, kulturel variation i folkeskolen giver. Lærerstuderendes Landskreds (LL) arbejder selv i øjeblikket aktivt med seminariernes dilemma, mellem hvad der er obligatorisk, hvad der er 'vigtigt', og hvad der er 'påbudt' af velmenende interesseorganisationer. LL mener, at seminarierne bør prioritere arbejdet med disse kundskaber som obligatorisk for alle studerende, og det er betydningsfuldt for os, at Folkeskolen bringer fokus på netop den problematik.

Dog giver artiklen anledning til en rynke i panden på et helt andet, men for os vigtigt politisk område. Mikkel Kamp omtaler os ved to anledninger som seminarieelever. Det er over 30 år siden, vi blev studerende, og helt aktuelt har det betydning for vores arbejde med at påvirke debatten. CVU-lovene (Centre for Videregående Uddannelser) vil hæve vores uddannelsesmæssige status, hvilket vi er glade for, medens læreruddannelsesloven af 1997 pålægger os noget, der minder om mødepligt i uddannelsen. I vores arbejde på at ophæve den inkonsekvens er det uheldigt, hvis medierne tillader en for skødesløs omgang med de to meget forskellige begreber.

Ellers tak for en relevant artikel og en god leder i Folkeskolen nummer 13.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Rasmus Møller

formand

Lærerstuderendes Landskreds

Svar

Jeg beklager, at vores dygtige og selvstændigt arbejdende journalistelev kom til at kalde lærerstuderende for elever. En optælling viser, at der i artiklen står elev fire gange og studerende 11 gange. Jeg undskylder, at den redaktionelle kvalitetskontrol svigtede.

Thorkild Thejsen

chefredaktør