At den historiske hukommelse er forbløffende kort - det bliver man indimellem mindet om. Når kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen går til kamp mod reklamer før og efter børne-tv - eller når der advares imod voldelige video- og computerspil, er det som at høre et fjernt ekko af fortidens debat. Vi skal ikke længere tilbage end til 1950'erne, da tegneseriernes indtog i den danske børnekultur fik voksne til at hæve øjenbrynene og tale for censur, importforbud og fælles etiske regler. Går vi endnu længere tilbage til tiden omkring første verdenskrig, var det stumfilmen og Nick Carter - datidens modstykke til Superman - som fik voksenverdenen til at slå alarm.

Både ved århundredeskiftet, i 1950'erne og her på kanten af årtusindeskiftet har voksne kunnet blive enige om, at børn alt for let bliver ofre for de nye medier. Hvor man ved århundredeskiftet frygtede, at de ville stjæle og lyve for at skaffe penge til at komme i biografen, er det i dag angsten for, at de vil plage livet af deres forældre, eller at de vil gøre alt for at efterligne deres mediehelte, der får voksne til at råbe vagt i gevær. Og det til trods for, at forskningen mange gange i de senere år - men også tilbage i historien - har aflivet denne såkaldte kanyleteori. Det kan nemlig ikke lade sig gøre at isolere medierne fra alle de andre fænomener, som børn kommer i kontakt med i løbet af deres opvækst - ligesom det heller ikke giver mening at se børn som passive ofre for samfundsudvikling. Ligesom voksne er børn både kulturbærere og kulturskabere.

Der er en række lighedspunkter mellem panikkerne tilbage i tid og den aktuelle debat. Til lighederne hører, at de såkaldte mediepanikker, for at låne et udtryk fra den danske medieforsker Kirsten Drotner, har fået tilført næring fra andre samtidige bekymringer på børn og unges vegne. Ved århundredeskiftet var det børn og unges tobaksrygning og alkoholforbrug; i 1950'erne var bekymringen for den fremtidige generations læsevaner farvet af fremkomsten af de nye ungdomskulturer med deres støjende musik og voksenprovokerende påklædning og adfærd. I 1990'erne er der tale om en række sammenvævede panikker. Fra Spice Girls-feberen over fraværet af legetøj under juletræet til børns stave- og regnefærdighed.

Det hører også med til fællestrækkene, at panikkernes retorik er følelsesladet - og ofte mere er et udtryk for tro end egentlig viden. Ved århundredeskiftet havde kun de færreste voksne sat deres ben i en biograf - eller stukket næsen i et Nick Carter-blad, ligesom tegneserier bestemt heller ikke hørte til den voksne kanon i 1950'erne. Og hvor mange af de voksne, som blander sig i debatten i dag, har mon spillet Quake eller holdt ud en hel nat i selskab med Bruce Willis, Sylvester Stallone eller Jean-Claude van Damme? Til gengæld har mange - mon ikke de fleste - både røget og drukket som unge, og interessant er det, at når talen er faldet på disse emner, så har lovgivningen - historisk set - været mindre restriktiv, end når det drejer sig om medier, som ikke fandtes, 'dengang farmand han var barn'. I 1907 sænkedes alderen på et lovforslag om forbud mod salg af tobak til børn og unge fra 16 til 14 år, hvorimod filmcensuren i dens endelige udgave fik 16 år som lavalder og ikke 14 som oprindeligt foreslået. Som bekendt er det endnu ikke lykkedes at nå til enighed om et rygeforbud i institutioner eller på skoler.

Hver ny mediepanik synes at blåstemple det, som gik forud. I 1950'erne så man på Nick Carter som den rene uskyldighed - og mente i stedet, at Superman og Fantomet for tid og evigt burde dømmes ud af børneværelset. Sammenligner man disse herrer med 90'ernes hårdtslående, splatterskydende computerspils- eller videohelte er det svært at forstå, at de kunne vække så megen vrede, da de kom til landet efter afslutningen på anden verdenskrig.

Panikkerne efterlader os således med en institutionel og professionel arv, som vi gør klogt i at lære af - inden vi kaster os ud i nye tiltag i stil med at forbyde tv-reklamer til børn.

Ning de Coninck-Smith er lektor på Syddansk Universitet, Odense