Spar 300 millioner

Man kan ansætte 1.000 nye lærere ved at udlicitere rengøringen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forskere fra Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut og Aarhus Universitet har beregnet, at der kan spares 300 millioner kroner ved at udlicitere rengøringen på skolerne. For de penge kunne man ansætte 1.000 lærere, har forskerne beregnet.

I rapporten regnes der på tre størrelser skoler, og der regnes på tre forskellige standarder - en 'høj', 'middel' og en 'behovsbestemt'. Den behovsbestemte er i alle tilfælde den billigste. Desuden har forskerne set på prisen hos henholdsvis 'offentlig, decentral', 'offentlig, central' og 'privat' rengøring.

Priserne svingede fra 85 kroner per kvadratmeter om året for privat, behovsbestemt rengøring på en stor skole til over det dobbelte, nemlig 181 kroner, for rengøring af høj kvalitet på en lille skole.

Sammenligner man inden for samme område, koster decentral, kommunal rengøring af middelkvalitet på en mellemstor skole 148 kroner, mens rengøring af samme standard udført af et privat firma koster 106 kroner per kvadratmeter om året.

Undersøgelsen er foretaget med 1.081 skoler i 189 kommuner. På undersøgelsestidspunktet blev 14,5 procent af skolerne gjort rene af et privat rengøringsfirma. Nogle steder fungerer det godt, men andre steder - for eksempel i Esbjerg - flygtede de ansatte. Skoler og institutioner var så beskidte, at kommunen nu har besluttet at oprette et centralt, kommunalt rengøringsselskab og fyre det private.

Mange steder sker besparelserne på bekostning af rengøringspersonalet, der klager over det høje tempo, nedslidning og utilfredsstillende arbejdsforhold. Mange går på pension før tiden, fordi de ikke kan holde til det opskruede tempo, og lærerne taler for døve ører, når de klager over skidtet, selv om ingen ved, om det kan skade elever på længere sigt, at de hver dag befinder sig i snavsede lokaler.ipe