Svært at håndhæve rygeforbud

Nye regler får ikke eleverne til at kvitte tobakken

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Elever skodder ikke cigaretterne, fordi det bliver forbudt at ryge på skolerne. Tværtimod kan et forbud gøre det spændende for eleverne at ryge i smug på toiletterne og bag buske.

Det siger en række skolefolk som kommentar til, at Sundhedsministeriet (Folkeskolen nummer 12) vil forbyde eleverne at ryge i skolen. En af dem er skoleleder Torben Worstrup fra Alsgade Skole i København, hvor kommunen forbød eleverne at ryge per 1. januar i år.

'Selv om vi forberedte eleverne på, at det ville blive forbudt at ryge på skolen, er der altid nogle, der ikke kan overholde reglerne. Vi risikerer at få en masse toiletrygere, og det kan få flere af de mindre elever til at begynde, fordi det bliver spændende at stå sammen med de store og ryge i smug', siger Torben Worstrup, der allerede har problemet inde på livet.

'En gang om ugen må jeg minde de omkring 15 rygere i vores 10.-klasse-center om, at de ikke må ryge på skolen. Jeg kan ikke gøre så meget andet end at tale til deres bedre jeg'.

Alsgade Skole var ellers røgfri, indtil skolen i sommer fik 10.-klasse-centret med 80 elever. Det betød, at der kom rygere til udefra.

'Det er fint nok, at man vil prøve at gøre eleverne røgfrie. Men det er langt bedre at motivere dem til at holde op med at ryge end at krænge et forbud ned over dem. Da vi i 1997 vandt en konkurrence om at blive røgfri skole, skete det på frivillig basis. Det tog tid at overbevise de sidste rygere, men det lykkedes til sidst, for eleverne var gode til at støtte hinanden'.

Når han overhovedet lod et rygelokale indrette til eleverne i 10. klasse, skyldtes det, at eleverne udefra ikke var opdraget til ikkerygermentaliteten.

'Eleverne har ansvar for egen læring, så jeg ville også gerne give dem ansvaret for at få luftet ud og holde orden i rygelokalet', siger Torben Worstrup.

Elever må forlade skolen

På Stege Skole på Møn blev debatten om rygeregler udløst, da bestyrelsen i november sidste år besluttede at udvide rygeordningen til også at omfatte eleverne i 7. klasse. Det skete efter ønske fra elevrådet, som havde fundet ud af, at der er forholdsvis mange rygere på dette klassetrin.

'Eleverne forlod skolen og stod og røg bag hække og buske. Det ville vi gerne slippe for. Det er trods alt bedre, at eleverne ryger på skolen, når blot de har tilladelse med hjemmefra', siger skolebestyrelsesformand Svend Nielsen.

Efter en voldsom debat i lokalsamfundet har bestyrelsen nu ændret sin beslutning, så efter sommerferien er det igen kun eleverne fra 8. til 10. klasse, der må ryge på et afgrænset udeareal. Det giver et praktisk problem, fordi eleverne i 7. klasse må forlade skolen i frikvarterer og fritimer.

'På skolen kan vi holde øje med, om de elever, der ryger, har forældrenes tilladelse til det. Det kan vi ikke gøre uden for skolens område', siger skoleleder Alex Friis Hansen, der ikke mener, han kan løse problemet ved at inddrage udgangstilladelsen.

'Vi kan ikke holde vagt ved alle skolens udgange. Desuden lægger undervisningen op til, at eleverne skal kunne hente oplysninger andre steder fra, for eksempel når de laver projektopgaver', siger han.

I modsætning til Alex Friis Hansen har skoleleder Bjarne Olsen løst det problem på Asminderød Skole i Fredensborg. Her må eleverne fra 8. til 10. klasse ryge i skoletiden - bare de ikke kan ses fra skolen. De skal altså gå ud fra skolens område.

'Nogle af de store elever ryger, men de må ikke 'smitte' de små. Vi kan ikke frelse verden, men det er fint, hvis vi kan undgå, at nogle af dem begynder', siger Bjarne Olsen, der over en treårsperiode gjorde det forbudt for eleverne at ryge på skolen. Dermed forsvandt røgen ud af skolen, da den sidste 8. klasse med rygetilladelse gik ud af 10.

Nemmere med en lov

Også Balsmoseskolen i Smørumnedre har en ordning om, at eleverne må ryge uden for skolen. Men mens Bjarne Olsen fra Asminderød Skole kun i sjældne tilfælde snupper en elev i at ryge på skolens område, får viceskoleinspektør Susanne Teilmann fra Balsmoseskolen sværere og sværere ved at håndhæve forbudet.

'Det er blevet mere in at ryge blandt de ældste elever i det seneste års tid. Tidligere var det kun en enkelt elev eller to fra hver klasse, der røg. Nu ser vi ofte fire-seks stykker, og de skal hele tiden afprøve, hvor grænsen går mellem skolens areal og friheden', fortæller Susanne Teilmann.

Alligevel hilser hun et generelt forbud mod rygning på skolerne velkomment. Samme melding lyder fra Sønderbroskolen i Aalborg, hvor skoleleder Karen-Grethe Lodberg kan konstatere, at antallet af elever vokser i det hjørne af skolegården, hvor der må ryges.

'Det vil være nemmere at håndhæve en lov end et forbud, som vi finder på. En lov vil sandsynligvis blive fulgt op af en kampagne, og den vil blive omtalt i medierne. Det gør det også lettere for forældrene at forstå, hvorfor det er nødvendigt med et forbud', siger Karen-Grethe Lodberg, der har forældre, som mener, eleverne skal have et hyggeligt lokale at ryge i.

'De kan ikke se, at det vil trække ikke-rygere til, og så skal de også lige prøve at ryge', siger hun.-Henrik Stanek er freelancejournalist

Det er fint nok, at man vil prøve at gøre eleverne røgfrie. Men det er langt bedre at motivere dem til at holde op med at ryge end at krænge et forbud ned over dem