Studerende lærer for lidt om tosprogede

13 seminarier tilbyder frivillige kurser i at undervise tosprogede, men mange studerende har for travlt til at deltage

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Læreruddannelsen er blevet beskyldt for ikke at forberede de nye lærere på at arbejde med tosprogede elever. En rundspørge til landets 18 seminarier viser, at de fleste er enige i kritikken, men at de studerende er så pressede, at man ikke kan indføre mere obligatorisk undervisning. Til gengæld tilbyder 13 af seminarierne frivillige kurser. I Århus er der et tokulturelt center, og i Aalborg har man i fire år haft et hold, der beskæftiger sig særligt med tosprogede.

Frederiksberg Seminarium tilbyder et frivilligt kursus, men der er ikke planer om at indføre mere obligatorisk undervisning.

'Vi bliver bombarderet af interesseorganisationer, der alle har en god sag. Vi ville gerne tilføje nye elementer, men de studerende ligger allerede vandret for at følge med. Læreruddannelsen er en femårig uddannelse, som er proppet ned i en fire-årig ramme', siger Thøger Johnsen, rektor på Frederiksberg Seminarium.

Han mener, at studerende bør beskæftige sig med tosprogede, men at der samtidig er andre emner og andre kurser, der også er vigtige.

13 seminarier tilbyder frivillige kurser om tosprogede eller tværfaglige forløb, hvor emnet kan indgå. Kurserne varer mellem 40 og 80 lektioner og sætter fokus på dansk som andetsprog og mødet mellem to kulturer. Typisk melder 20-30 elever sig til kurserne.

Århus Dag- og Aftenseminarium har oprettet et tokulturelt center. Der kan de studerende melde sig til kurser, som løber over fem hele lørdage. Lærerne på det tokulturelle center bliver også brugt i de almindelige fag. Hvis for eksempel en dansklærer ikke føler sig kompetent til at undervise i emnet, overtager læreren fra det tokulturelle center undervisningen i nogle timer. Ifølge studieleder Gulli Iversen bliver den ordning ofte benyttet.

Indgår naturligt i undervisningen

På samtlige 18 seminarier er meldingen, at de lever op til lovens bogstav om, at de skal sikre, at de studerende arbejder med særlige forhold for tosprogede elever. Det foregår først og fremmest i dansk- og pædagogiktimerne. Der er ikke afsat faste timetal til undervisning om tosprogede. Det er op til lærerne og de studerende at bestemme, hvordan det skal indgå i undervisningen.

På Københavns Dag- og Aftenseminarium arrangerer de ikke ekstra kurser for de studerende. Ifølge uddannelsesleder Karin Kunzendorf er det ikke nødvendigt. Cirka 100 af seminariets 1.400 studerende er nemlig tosprogede.

'Det gør, at de studerende og lærerne er opmærksomme på, at der er folk med andre indfaldsvinkler. Det er en del af bevidstheden og ånden herude', siger Karin Kunzendorf. De mange tosprogede elever har seminariet blandt andet, fordi der er et særligt forberedelseskursus for tosprogede elever. De tosprogede går derefter på seminariet på normale vilkår. De er ikke den eneste årsag til, at der er opmærksomhed på at undervise tosprogede.

'På storbyseminarierne kan man ikke undgå at tage stilling til det. Vores studerende kommer jo i praktik på københavnerskoler, og når de kommer tilbage, stiller de selvfølgelig spørgsmål om tosprogede', siger Karin Kunzendorf. Hun understreger, at seminariet forholder sig aktivt til problematikken og hele tiden opsøger ny viden.

Vil oprette liniefag

På Aalborg Seminarium blev der for fire år siden oprettet et såkaldt interkulturelt hold, der beskæftiger sig med tosprogede.

'Vi har valgt at samle undervisningen på et stamhold. Derved håber vi at give en god ramme for de interesserede, der har valgt sig ind på holdet', siger Jørgen Balslev Hansen, der er lektor på seminariet.

Der er 28 studerende på et hold, hvor der bliver sat ekstra fokus på emnet, og det bliver vægtet højere til eksamen i dansk og pædagogik end normalt. Projektet er foregået i samarbejde med fire andre seminarier, Statens Pædagogiske Forsøgscenter og ulandsorganisationen Ibis, der blandt andet har sørget for, at nogle af eleverne er kommet på praktikophold i tredjeverdenslande.

Aalborg Seminarium søger nu om at oprette et særligt liniefag, der sætter fokus på tosprogede. Jørgen Balslev Hansen frygter dog, at det kan få interessen til at dale.

'Når vi sætter særlig fokus på nogle få, bliver de ekstra motiverede. Jeg er bange for, at hvis det bliver udbudt som et bredt kursus, bliver det bare endnu et fag ligesom alle de andre', siger han.

Powered by Labrador CMS