Vagn Madsens pædagogiske sæbeopera, Brønderslev-sagaen, er normalt det eneste, der opliver mig ved den ugentlige læsning i Folkeskolen, så jeg blev glædelig overrasket, da jeg i nummer 9 fandt indlæg og svar om Haarby-sagen fra 1995, hvor fire kolleger blev fyret, uden at de kunne få juridisk bistand fra DLF.

DLF's holdning var lidt besynderlig. Man ville kun yde juridisk bistand, hvis foreningens jurister vurderede, at der var mulighed for at vinde sagen!

Hvis det skal være en betingelse for at få juridisk assistance fra DLF, at man kan vinde sagen, hvad er hjælpen så værd?

Det er vel netop i tvivlstilfælde, i de kritiske situationer, at man i særlig grad har brug for en fagforening, der ikke går med livrem og seler.

Alene derfor er det utroligt opmuntrende, at kollegerne fra Haarby nu har fået landsrettens dom for, at afskedigelsen af dem var ugyldig, og der skal da lyde et varmt til lykke. Det er sikkert det eneste klap på skulderen, de får gennem dette blad.

Anni Herforts reaktion er så ynkelig, som man kunne forudse. Fra hende kommer der ikke så meget som en beklagelse, ikke en eneste indrømmelse af, at DLF har begået fejl og medvirket til, at to medlemmer i årevis med rette har følt sig magtesløse over for systemet.

Der ville have været lidt mere format over Anni Herfort, hvis dommen ikke blot var blevet taget til efterretning, og fejlene i sagsbehandlingen ikke kun var blevet 'noteret'. Formanden ville ikke have tabt ansigt, hvis hendes sagsgennemgang var blevet fulgt op med en anerkendelse af Haarby-lærernes juridiske sejr.

DLF's formand gør meget ud af, at fratrædelsesvilkårene efter hendes mening var favorable, men med den rolle, DLF har spillet, og med slutresultatet in mente er det utænkeligt, at Anni Herfort skulle mene noget andet.

Det vigtigste er vel også, hvad kollegerne fra Haarby mener.

Hvis min bil bliver totalskadet, vil den sum, jeg får udbetalt fra forsikringsselskabet, altid være rimelig - efter selskabets vurdering. Men for mig kan det godt være et tab, som økonomisk og på anden vis er svært at bære.

DLF kunne have bakket kollegerne op, hvis der havde været vilje til det, men det andet var nemmere, billigere og uden risiko.

Ninon Schloss og kompagni har fået ret. Omsider. Men ret er ikke (altid) det samme som retfærdighed.

Erik Hall

pensionist, Brabrand

Svar

Det er desværre uundgåeligt, at foreningen kommer til at stå i et uheldigt lys de få gange, hvor medlemmer offentligt kritiserer vores rolle i forbindelse med deres afskedigelsessag. For medlemmerne har et ufravigeligt krav på, at vi ikke udbasunerer vores viden om medlemmets adfærd for offentligheden - heller ikke, når medlemmet efterfølgende kritiserer os. Mange af de medlemmer, som vi har støttet i afskedigelsessager, har givet udtryk for, at de har følt sig godt hjulpet af deres forening. Jeg mener da også, at foreningens indsats i afskedigelsessager er professionel og velfungerende. Og hvis det i en konkret sag viser sig, at foreningen har vurderet enkelte elementer forkert, tager vi selvfølgelig ved lære af det.

Anni Herfort

formand for DLF