Mange kommuner mishandler folkeskolen i en sådan grad, at man kun kan være enig med tillidsrepræsentant Christine Holst fra Klemensker Skole, når hun i Folkeskolen nummer 10 ønsker bedre og mere ensartede forhold tilvejebragt ved en forpligtende statslig indsats.

Men desværre er realiteten, at staten i flere år har spillet et pinligt dobbeltspil med en undervisningsminister, der holder smukke taler om folkeskolens store opgaver, og en benhård finansminister, som laver økonomiske spareaftaler med kommunerne.

Resultatet er, at klassekvotienterne stiger år for år. Klasselokalerne vokser til gengæld ikke - de er bare blevet ældre og mere nedslidte - ligesom det meste inventar. Samtidig er der stigende krav om, at der i de samme lokaler skal foregå en mere individualiseret, spændende og aktiverende undervisning. Det passer ikke sammen.

Kommunernes Landsforening (KL) bruger den samme dobbeltstrategi og taler med to tunger.

Det seneste eksempel er KL's netop udsendte 'Budgetvejledning 2000' om, hvordan kommunerne kan udnytte arbejdstidsaftalens fleksibilitet, så man kan nå regeringsaftalens sparemål om, at udgiften per elev skal reduceres.

Det sker samtidig med charmeoffensiven om, hvor store pædagogiske fordele der er ved det 'åbne/fleksible skema', selvstyrende team og lærernes egne planlægningsmuligheder og så videre.

Der kan være gode ting i selvstyrende team - men ikke med den budgetvejledning!

KL's udadvendte pædagogiske potens i form af 'pædagogiske hurraord' er omvendt proportional med landsforeningens evne og vilje til at rejse de fornødne midler til den såkaldte 'kvalitetsudvikling'.

Og samtidig fortsætter det store reklameflagskib 'F2000' med at udsende en lind strøm af pjecer, aviser og videoer, så vi rigtig kan få at vide, hvor godt det går - hvis bare man - altså lærerne - lige tager sig lidt sammen.

Når situationen i mange kommuner er, som Christine Holst beskriver:

- tiden til mødeforberedelse, der forsvandt

- forringet pauseressource

- forhøjet undervisningsforpligtelse uden ekstra forberedelse

- når 155 timer plus X er lig med 155 timer

- og så videre,

så er der desværre kun én mulighed tilbage i overenskomsten, og det er at lade hele skolen gå på optælling.

Det er en skrækkelig konsekvenspædagogik, som vil ødelægge meget godt arbejde - men efter min mening er det den eneste rimelige løsning. At lade sig skræmme til dårlige aftaler på en lang række områder for at redde øjeblikkets pædagogik er på langt sigt helt katastrofalt.

I Ishøj har lærernes aktioner i forbindelse med efterårets budgetvedtagelser haft en gunstig effekt på politikerne. Lærerne siger: En svag central aftale kræver faglig mobilisering lokalt.

Det er klar tale. Lad os få mere gang i det faglige arbejde på skolerne. Sig nej til dårlige lokale aftaler. Rot jer sammen og kræv ordentlige forhold.

Ikke mere øregas om kvalitetsudvikling. Kvalitet koster som bekendt penge - og mere kvalitet koster flere penge. Vi lever i et af verdens rigeste lande. Kom ikke og sig, at der ikke er råd til en ordentlig skole.

Peter Hess-Nielsen

medlem af DLF's hovedstyrelse