Det er sjældent umagen værd - og afsporer også diskussionen - at udfolde sproglig fantasi for at gengælde smarte personlige udfald, så derfor koncentreres mit svar om sagens indhold i forhold til skolekonsulent Knud Frandsen, Næstved, og tandhjulsforeningsformand Per Rye, som i Folkeskolen nummer 11 lufter perlende humør og udnævner undertegnede til henholdsvis tårnspringer og korsfarer i forhold til skolevejledningen.

På forespørgsel fra Frandsen leverede jeg dokumentation for restgruppens problemer med uddannelsesplanlægning. Skolekonsulenten kendte selv svaret, så man kunne få den tanke, at fremdragelsen af dokumentationsspøgelset var forsøg på en forebyggende indsats vendt imod kritik af et område, der tilsyneladende har haft held til at overbevise politikerne om, at her er vidundermedicinen, der tager fat om at redde den restgruppe, der har en lang historie bag sig. Det er min overbevisning, at alt for mange lærere på gulvplan alt for tit tier.

Forhåbentlig tier Frandsen ikke, når jeg nu beder om dokumentation for påstanden om, at kvaliteten af skolevejledningen falder, når vejledningen udføres af en ikke-vejlederuddannet klasselærer. Lidt fejt gives aben altså videre, og et antal mennesker beskyldes for at være den direkte anledning til fejlagtige elevbeslutninger om uddannelsesvalg eller mangel på samme, selvfølgelig ikke med vilje, men med uvidenhedens indirekte følger for eleven.

Hvordan skal faldende kvalitet ellers forstås? Svaret har vi endnu til gode. Min egen families personlige erfaring med det professionelle vejlederkontor tyder på, at der også her gives eksempler på, at det gode hoved meget målrettet og uden vaklen henvises til det almene gymnasium. Der skulle med andre ord bruges kræfter imod vejledningen for at søge hen på det erhvervsgymnasiale område.

Hvis sådanne kæpheste rides, må det være et problem for Per Rye, og det er forståeligt, at Dansk Arbejdsgiverforening ifølge Folkeskolen nummer 10 udtrykker, at 'der er behov for at efterse vejledningen i folkeskolen'. Uanset kritisk holdning til skolevejledningen er det indlysende, at vejledning af børn med stor, mindre, lidt lyst til bogen giver forskellige problemer, og det kræver naturligvis en professionalisme, som undervisningsministeren har efterlyst i forbindelse med vejledningens håndtering af Den Fri Ungdomsuddannelse, hvor vejlederne tilsyneladende sender mange boglige børn og sorterer ikke-boglige fra. Hvem har ansvaret for en sådan misere? Er det mon den 'uvidende' klasselærer eller den uddannede skolevejleder?

Hvis vejledning holdes inden for rimelige rammer uden for voldsom tilraning af kvalitetstid på undervisningsområdet, er den især til gavn for de almindelig bogligt begavede børn. Jeg mener stadig, at restgruppens problemer ikke løses med mere vejledning, men at løsningen snarere ligger i bedre undervisning, der udløser bedre vejledningsmuligheder.

Torben Thomsen

Aars