Et rum til de skæve

Skolen for Musik og Teater er til for dem, der efterhånden er overbevist om, at de ikke hører til nogen steder

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En efter en møder de unge ind til morgenmaden, hvor skolens seks ansatte udveksler gårsdagens oplevelser og tanker om den kommende dags aktiviteter. Mange dage er det den vigtigste tid overhovedet. Det er der, personalet kan se dem. Hvem de er, og hvordan deres tilstand er.

Det er også under den fælles morgenmad, at der bliver ringet efter dem, der ikke er dukket op. Det sker tit. Denne morgen må der ringes efter tre elever. En har problemer med at komme derind på grund af busstrejke. Hun får at vide, hvilke busser hun skal tage. Hvorfra og hvortil. Der røg den undskyldning for ikke at møde op.

9.30 er fire af skolens 11 indskrevne elever til stede. Den lille flok af pædagoger, lærere og elever går ned i skolens veludstyrede musikrum for at jamme.

Daniel har lært et fedt guitarriff, som han udfører med stolthed. Mike kommer lidt tvært i gang med tamburinen, og lidt senere dukker Mulle op. Lidt for sent, lidt for skævt og uden at have nået sine morgenritualer: smøgen, kaffe. Det afholder dog ikke den spinkle pigekrop i at gribe bassen med autoritet. Jannick er også dukket op. Står og hænger i døren og lytter.

'De fleste unge har et ønske om at være et sted, og hvis de vil være her, skal de altså være indstillet på at være i musikken', fortæller skolens forstander Erik Toft. 'Hvis ikke, så er det lige meget'.

Efter at have været på to privatskoler og to folkeskoler kom Kristoffer på 15 år i september 1999 til Skolen for Musik og Teater (se boks). Her er hans - næsten - faste plads ved keyboardet, som han behandler med en selvfølgelighed, der står i modsætning til den skolevirkelighed, han ellers har med i rygsækken.

'Jeg kunne ikke følge med', fortæller han. Men heldigvis begynder det nu at gå bedre med dansk og matematik.

'Ofte er der eneundervisning her, så når jeg vil have hjælp, kan jeg bare få det. Det er begyndt at blive lettere'.

Skolens personalegruppe er bredt sammensat: En socialrådgiver, to pædagoger, en musiker og to læreruddannede. En af dem er Inger Levinsen med en baggrund fra ungdomsskole, Dansk Røde Kors, daghøjskole og idrætsprojekter. Altid uden om og ved siden af folkeskolen.

'Jeg oplever folkeskolens rammer som meget upersonlige, det er kun det faglige, det drejer sig om. Her er det anderledes. Jeg kan ikke være så fagligt snæversynet', siger Inger Levinsen.

Hun tager sig af skolens idrætsaktiviteter og stod for en netop overstået skitur til Norge.

'Der fik vi en masse igen. Eleverne var glade. De havde lyst til at stå op om morgenen. De havde lyst til at hygge sig om aftenen', fortæller Inger Levinsen og lægger ikke skjul på, at med skolens problemfyldte elevgruppe er det ikke altid sådan. Hvis det går rigtig godt en dag, skal man forvente, at man skal starte forfra næste dag. Det gælder både de sociale aspekter og undervisningen i de traditionelle skolefag.

'Det er sjældent, at alle elever er her samtidig. Ofte er der møder eller andet, der gør, at man skal ændre sine planer. Det er også svært at have tre elever. For det er ikke alle, der er parate til at modtage undervisning'.

Enetime med Fransisco

Det var de heller ikke denne dag. Det blev til enetime med Fransisco.

I skolens fællesrum sidder Daniel med et spil kort. Ved siden af ham skolens anden lærer, Klaus Frederiksen. Daniels dag begyndte med, at dynen blev hevet af ham. 'Møgirriterende', siger han til Klaus Frederiksen. Og irritationen havde fyldt så meget, at han ikke kunne gå til dansk.

En meget anderledes mulighed for at snakke sig gennem problemerne end den, han fik på de seks skoler, han er blevet smidt ud af. Den sidste med den besked til afsked, at der ikke var nogen skoler, der ville have ham.

'Der lavede jeg bare ballade og spillede flabet over for lærerne. Jeg var en slagsbror, der havde svært ved at sidde stille og koncentrere mig. Nu snakker man om det, så kommer det ud'.

Daniel har lyst til at lave fede lyde.

'Jeg arbejder med det', siger han. Fremtidsdrømmen er at komme ind på Det Rytmiske Musikkonservatorium. Og hvis det ikke lykkes - for han er udmærket klar over, at det er meget svært - så vil han gerne være motorcykelmekaniker. 'Det vil Daniel være god til', fortæller Klaus Frederiksen, 'for han er dygtig til at reparere skolens ledninger og kabler i musikrummene'.

'Det er et spørgsmål om, hvorvidt man vælger at respektere de unge. Om man vælger at involvere sig som en reel person. Til stede som den, man er. Så er der meget, der sagtens kan lade sig gøre', siger Klaus Frederiksen.

'Det er også et spørgsmål om, i hvor stor grad man føler sig forpligtiget på den pædagogiske opgave før det faglige'.

Så det handler om ikke at have berøringsangst, fortæller han: 'Når man står med de her svære pædagogiske problemer, oplever man, at der kun er én vej. Der er ingen vej udenom. Det gælder konflikten'.

Fod på egne følelser

Og netop konfliktløsning er én af skolens pædagogiske grundholdninger. Det og så musikken, fortæller pædagog Ib Jensen.

'Det er meget svært at sidde og være et helt menneske i en andengradsligning. Hvis man er så skrøbelig som de her unger, der er blevet så ødelagte, har fået så dårlige livsbetingelser, så de måske er i tvivl om, hvem de selv er, og om det hele er noget værd, så er der altså nogle ting, der er vigtigere end at isolere x, og det er at få fod på sit eget følelsesliv'.

'Musik er et af de pædagogiske værktøjer, som kan iscenesætte det hele menneske. Jeg skal være intellektuel. Jeg skal forstå, hvad der sker. Jeg skal være kropslig. Jeg skal kunne noget motorisk. Når jeg bevæger mig, så tænder jeg automatisk for mit følelsesliv. Jeg bliver berørt. Jeg bliver bevæget. Krop og sjæl hører sammen. Og jo mere man kan lave nogle platforme, som arbejder med det på samme tid, jo flere indgange har man til læring om livet', siger Ib Jensen.-

Lone Nyhuus er freelanceskribent

Nu er jeg begyndt at lære det: Hver gang jeg synes, det går rigtig godt her, så siger jeg til mig selv: Ja, ja. Men det er ikke det, du skal møde ind med i morgen. Du skal forvente, at du skal starte forfra, siger Ib Jensen

Der er ingen af de her unger, der kan holde ud at være i folkeskolen. Der, hvor jeg synes, der bliver svigtet, er, når man ikke kan magte opgaven, så får man altid skilt sig af med problemet: Det er ungen, der er problemet. Beskeden og oplevelsen bliver: Du dur ikke. Du kan ikke!

Hvorfor kan man ikke få smidt nogle unger ud af folkeskolen på en positiv måde. Når nu det er åbenlyst, at Daniel ikke kan sidde i en klasse med 28, hvorfor er det så, at han skal have at vide, at det er ham, der er et problem.

Hvorfor kan han ikke blive taget i hånden af en skoleinspektør, som siger: Nu skal du høre her. Det gør ondt på mig, at vi ikke skal være sammen mere. Du skal have noget, der er meget bedre

Ib JensenDet er meget svært at sidde og være et helt menneske i en andengradsligning

Powered by Labrador CMS