Anmeldelse

Læs Andersen!

Åh nej! Andersen igen!

Bogens ærinde er at inspirere undervisere og studerende til at opleve, læse og studere H.C. Andersens eventyr. Selv om der er skrevet uendeligt meget om emnet, lykkes forfatterens intentioner.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når man bor i Odense, kan man godt opleve en hurtigt forbigående lede, når H.C. Andersens navn og værker nævnes. Ved enhver lejlighed bruger politikere, embedsmænd og erhvervsfolk den lokale verrdensberømthed i politiske taler og reklamefremstød for erhvervsliv og turisme - oftest uden noget dybere kendskab til forfatterskabet.

Fakta:

Titel: Læs Andersen!

Forfatter: Steen Beck

Pris: 225

Sider: 216

Forlag: U Press

Kan der skrives noget nyt om Andersen? I de litterære og pædagogiske verdener er der også masser af litteratur om eventyrene ud fra mangfoldige synsvinkler og teorier. Og så har forfatteren ovenikøbet valgt at analysere og fortolke nogle af de allermest kendte og omtalte eventyr, nemlig "Nattergalen", "Hyrdinden og skorstensfejeren", "Snedronningen" og "Skyggen". Til de mindre kendte i bogen hører de resterende tre: "De røde sko", "Skarnbassen" og "Alt på rette plads".

På trods af at forfatteren har alle odds imod sig, var det en oplevelse og inspiration at læse bogen.

I begrundelserne for den litterære kanontænkning beskrives klassikere som værker, der trods en imponerende alder stadig har aktualitet, og som fortolkes og omfortolkes igen og igen ud fra skiftende tidsaldres livssyn og nye lærde teoridannelser.

Denne bogs budskab er en sådan tidssvarende og levende fortolkning, som også sættes ind i et kulturhistorisk perspektiv.

Fortolkningsmetoden er en hermeneutisk metode, som forener en opdagende nærlæsning med perspektiveringer til andre metoder og til psykologiske og filosofiske synsvinkler.

For lærere og studerende er det også særlig interessant, at bogen sætter eventyrene ind i en fagdidaktisk sammenhæng. Det sker blandt andet koncentreret i et afsluttende afsnit. Nærlæsning kombineres i forslag til litteraturundervisning med meddigtning, perspektivering og historisk læsning.

Det er også på sin plads, at vi i et indledningsafsnit bliver mindet om det livs- og samfundssyn, der var grobunden for litteraturen og kunsten på H.C. Andersens tid. Man dyrkede i romantikkens periode det folkelige. I folkeånden fandt man den reneste og naturligste form for kultur. Det var også baggrunden for H.C. Andersens interesse for eventyrgenren.

Der er ikke grydeklare forslag til gennemgang af eventyrene med mål, succeskriterier og evaluering i bogen. Dens styrke er levende og engageret formidling, men den lever op til sit ærinde om at inspirere til læsning af tekster, der, på trods af at de er skrevet i en fjern fortid, stadig er aktuelle til diskussioner af eksistentielle, moderne problemer og til at skabe liv i et historisk perspektiv i danskundervsiningen, som lige for øjeblikket skranter - både i folkeskolen, læreruddannelsen og på universiteterne.