Tak for invitationen til Sct Hans her ved Ballebro og det smukke Alssund.

Sidst jeg var til Sct. Hans i Blans var det regnfuldt og koldt – i dag står vi i sol og høj himmel, for uanset vejret fejrer vi Sct. Hans. Det gør vi, fordi traditioner er værdifulde. De skaber orden, de binder os sammen, de giver os et frirum, og de så giver os en mulighed for at holde en fest!

En gang var den officielle forklaring på Sct. Hans aften, at vi skulle fejre Johannes Døberens fødselsdag, der er fastsat til i morgen den 24. juni. Det er der ikke så mange, der spekulerer over i dag. Og sagen er da også, at der ingen der aner, hvornår Johannes Døberen rent faktisk blev født. Men meget belejligt placerede kirken den her ved midsommer.

Fødselsdagen til Johannes’ nok så berømte fætter – Jesus – ligger så et halvt år senere. Igen aner vi ikke, hvornår Jesus rent faktisk blev født. Når kirken meget belejligt placerede de to vigtige begivenheder på disse tidspunkter, skyldes det, at kirken på den måde kunne gå ind i traditioner, der havde eksisteret længe før kristendommen. Og traditioner er som sagt vigtige og værdifulde. Dem skal man ikke sådan lave om på, hvis man vil undgå at blive upopulær.

Gennem århundreder har vi på dette tidspunk af året fejret midsommeren – de lange dage og de lyse nætter. Det giver næsten sig selv, at det SKAL fejres. Men hvorfor søren holder vi så en fest om et halvt år – midt i den mørkeste tid? Jo, for vi mennesker er jo så viseligt indrettet, at vi altid kan finde en grund til en fest, så der fejrer vi, at vi nu har passeret året kortese dag, så nu kan det kun gå fremad. Vi skal ikke lade en god anledning til en fest gå fra os!

På lørdag er det 155 år siden, at prøjsiske både lidt syd herfor satte over det smukke Alssund, og det blodigste slag i Danmarkshistorien begyndte. Sønderjylland blev tysk. 50 år senere trak Første Verdenskrig sine dybe og dystre spor over hele Europa og også i mange sønderjyske familier. Til næste år er det så 100 år siden, at Sønderjylland blev dansk igen og kun 20 år senere brød en ny voldsom krig ud.

Vores verden forandrer sig konstant – og det med stadig større hast. I den situation har vi alle brug for at holde fast i nogle traditioner for ikke at blive blæst omkuld. Og så skal vi huske på, at man ikke bare kan overtage andres traditioner, og da slet ikke tvinge andre til at overtage ens tradition – for så er det ikke nogen tradition. Men vi kan altid invitere andre ind i vores tradition og på den måde vise åbenhed og imødekommenhed.

Ud over at fejre midsommeren indeholder Sct. Hans traditionen også ønsket om at holde de onde kræfter borte. Rent symbolsk gør vi det ved at sende heksen til Bloksbjerg fra toppen af bålet.

”hver by har sin heks,

og hver sogn sine trolde.

Dem vil vi fra livet med glædesblus holde

vi vil fred her til lands”

Nu er traditionen med at brænde heksen af ikke mere end godt 100 år gammel. Men en gang var hekseafbrændinger jo blodigt alvor ikke mindst under Christian IV i det 17. århundrede. Usikkerhed, utryghed og frygt kombineret med uvidenhed resulterede i det behov for syndebukke, der kom til at betyde ufattelige lidelser for 100vis af kvinder. Og det allermest uhyggelige er næsten, at det skete med den brede befolknings opbakning. Heksejagten har vi desværre set i mange afskygninger op gennem historien. Lad mig bare nævne et par eksempler: Forfølgelsen af mennesker med afrikansk baggrund i USA og det værste af dem alle holocaust.

Holocaust fik den danske teolog og professor og store tænker omkring demokratiet, Hal Kock, til i årene efter Anden Verdenskrig at fundere over, hvorvidt flertallet altid har ret. Hal Kocks konklusion var følgende: »For enhver, der tænker sig lidt om, er dette jo en uhyrlighed. Der er ingen tvivl om, at flertallet i Tyskland før krigen ville nægte jøderne eksistensret og fratage dem deres besiddelser. Måske eksisterer et sådant flertal stadig. Om så 99% af hele jordens befolkning er således indstillet, vil antisemitisme i den form ligefuldt vedblive at være både forbryderisk og uforenelig med demokrati.«

Hal Kock pegede på nødvendigheden af oplysning og den demokratiske samtale som forudsætningen for et ægte demokrati. Vi har ikke brug for bogafbrændinger og kollektiv nedgørelse af andre mennesker. Vi har brug for noget at være sammen om, og vi har brug for, at vi som samfund har det udgangspunkt, at det enkelte menneske har en værdi i sig selv. Som den tidligere chef for politiets rejsehold Bent Isager-Nielsen udtrykte det: ”Man jager et bæst og fanger et menneske”.

Folkeskolen er et afgørende fundament i den demokratiske tradition, vi har opbygget. I folkeskolen møder vi hinanden på kryds og tværs af de skel, der ellers er i samfundet. Vi lærer eleverne at lytte til hinanden, at finde kompromisset, så det ikke bare er flertallet, der bestemmer. Og eleverne tilegner sig kundskaber og færdigheder, der fremmer den enkeltes personlige alsidige udvikling.

Og i en tid med fake news, alternative fakta og en afsporet debat på sociale medier skal vi i skolen i den grad huske at tage vores del af ansvaret for et demokratisk samfund alvorligt.

Den utryghed og usikkerhed, der i dag skaber udfordringerne i forhold til helt grundlæggende demokratiske principper, er sammen med nutidens ekstreme præstationskultur endvidere årsag til, at alt for mange unge i dag farer vild i deres eget liv. Depressioner, angst, voldsom stigning i antallet af diagnoser og selvskadende unge er nogle af tegnene på, at alt for mange unge har det svært i livet.

Mit ønske skal derfor være, at de hekse og trolde, vi i dag med glædesbål holder fra livet, er utryghed, usikkerhed og uvidenhed og det følgeskab, det har i form af angst, usikkerhed og frygt for det fremmede.

Lad os derimod med Sct. Hansbålet sætte fuld blus på drømmene, fuld blus på glæden ved livet og på det brogede fællesskab, som vi alle skal være en del af.

Jeg vil slutte min båltale med sidste vers fra sangen, der blev skrevet til Storebæltsbroens åbning. Det lyder sådan her:

Godmorgen, stå nu op!

Stå ud af drøm og tankespind

og stræk din tunge krop,

for ingen er alene;

når verden lukkes ind,

bygger vi bro fra sind til sind.

Med håbet om, at vi vågner med det udgangspunkt i morgen, vil jeg sige tak fordi I lyttede og ønske jer en god Sct. Hans og en god sommer.

TAK!