Hvad ville der mon ske, hvis vi tager eleverne alvorligt?

Jeg har været lærer i 19 år. Jeg har udforsket mange forskellige didaktiske måder at undervise på. Jeg har været på kurser med fokus på undervisningsledelse og klasseledelse. Kurser med fokus på at skabe ro i klasselokalet og lede eleverne en bestemt vej. Kurser med fokus på at eleverne skal sidde stille, følge den bestemte dagsorden læreren har lavet og kun lave det, som læreren har bestemt. Hvad er det, der gør det nødvendigt at styre elevernes adfærd for at sikre gode arbejdsforhold for eleverne? Kunne det være fordi eleverne mangler en mening med det, de skal, at de oplever deres egen nysgerrighed og undersøgelsestrang bliver negligeret? Kunne det være fordi, eleverne oplever at få at vide, at deres måde at være et nysgerrigt, undersøgende, udviklende og skabende menneske på er forkert? Sikrer vi gode arbejdsforhold og udviklingsforhold for eleverne med den form for klasseledelse, eller giver vi dem i virkeligheden det modsatte… Og er det derfor nogle elever bare må protestere over og reagere på urimelige arbejdsforhold med en adfærd, andre elever og læreren oplever som forstyrrende.

Hvad ville der mon ske, hvis man tog elevernes naturlige måde at være nysgerrige, undersøgende og udviklende mennesker på alvorligt? Hvad ville der mon ske hvis eleverne fik lov at tage deres egen måde at arbejde og udvikle sig på alvorligt? Hvad ville der ske hvis elevernes oplevelser i forhold til deres egen situation blev taget alvorligt? Hvad ville der ske, hvis vi gav eleverne kontrollen over deres egen udvikling (tilbage) til eleverne i stedet for at deponere den hos lærerne? De har trods alt udviklet deres evne til at gå, tale, cykle og lave undersøgelser af deres nære omverden helt på egen hånd, og for de fleste er det da gået meget godt. Mine egne piger på fem år, af for eksempel selv lært sig to-, fem- og ti-tabellen, udviklet deres evne til at regne med plus og minus i ti-er-overgange, til at regne gangestykker med små tal, de ved en masse om dinosaurer og har udviklet en forståelse for vands kredsløb. Alt det er sket helt på deres eget initiativ men med støtte, opmuntring og de rigtige svar fra deres dagplejer, personalet i deres børnehave og forældre.

Jeg er overbevist om, at vi vil få en skare af glade, motiverede og taknemmelige elever, der - helt af sig selv – vil give hinanden gode arbejdsbetingelser. Det vil blot kræve, at vi – forældre, politikere, ledere og pædagoger og lærere – har tillid til, at vores børn og unge forfølger deres nysgerrighed og vil udvikle deres kompetencer, vil udvikle sig til unikke mennesker, vil være en bidragende del af det sociale samspil – kort sagt – vil alt det, som vi tænker er godt for os som mennesker.

Og hvorfor er jeg så, så sikker på det? Det er jeg fordi, det er det der sker i de (alt for få) gyldne øjeblikke, hvor alt i samværet og kommunikationen om et emne går op i en højere enhed – hvor undervisning opstår og opleves. Det sker for det meste bare på tidspunkter, hvor eleverne stiller nogle spørgsmål eller rejser nogle dilemmaer, man som lærer bare ikke kan lade ligge. Der hvor den planlagte undervisning, der har til formål at opfylde lovkrav og nå bestemte faglige mål, løber af sporet - på elevernes initiativ.

Vi lærere SKAL have et formål med den undervisning vi vil etablere, vi SKAL have en dagsorden, vi SKAL have overblikket og den overordnede styring – men vi skal først og fremmest lytte til og se vores elever, guide dem og støtte dem og vise dem tillid. Vi skal tage eleverne alvorligt.