I 1995 blev tre lærere og skoleinspektøren ved Haarby Skole fyret. Danmarks Lærerforening nægtede os juridisk bistand til at få varslingen om afskedigelse annulleret. I stedet stykkede man et forlig sammen med kommunen og konsulenter fra Kommunernes Landsforening (KL), som gav os mulighed for et års uddannelsesorlov. Men samtidig skulle vi skrive under på, at forvaltningslovens bestemmelser om partshøring var overholdt, hvilket den jo ikke var. Hvis vi nægtede at skrive under, kunne vi sejle vores egen sø - sådan lød den klare besked fra DLF.

Altså skrev vi under.

Men vi havde ikke opgivet, og efter at sagen længe havde været under behandling af Ombudsmanden, fik vi (to lærere) medhold i, at forvaltningsloven skal overholdes - også selv om man indgår et forlig. Enten er man fyret, eller også er man ikke fyret. Og hvis man er fyret, skal sagsbehandlingen følge loven.

Derefter fik vi bevilget fri proces til en erstatningssag ved Østre Landsret, hvor vi må opleve den fuldstændig groteske situation, at vores egen fagforening indkaldes af modpartens advokat for at vidne imod sine egne (tidligere) medlemmer. Men dommerne rettede sig hverken efter DLF, KL eller Haarby Kommune. I december 1999 gav landsretten os medhold i alle syv påstande om fejl i sagsbehandlingen. Alligevel fik vi kun et sølle beløb på 25.000 kroner ved endnu et forlig, som vi indgik for at slippe for fire-fem års ventetid til Højesteret.

Lærerforeningen har i denne sag ikke bare handlet inkompetent, men direkte mod sine egne medlemmers interesser. Som om det ikke var nok, har man også gået bag om ryggen på os. Under retssagen i november kunne vi således høre DLF's repræsentant fortælle, at han efter vores henvendelse om, at DLF skulle hjælpe os med en individuel begrundelse for fyringen, havde kontaktet vores modpart KL og aftalt med dem, at det skulle vi ikke have. Så helt proforma skrev han på vores vegne til kommunen, og kommunen gav os selvfølgelig et ikke-svar som tidligere.

Vi gik rundt med en naiv forestilling om tryghed og støtte, og vi betalte tilsammen gennem årene op til 100.000 kroner til den fagforening, der stod parat, hvis vi skulle komme i nød.

Ikke en krone kunne vi få til juridisk bistand, da vi bad om det. Men det værste har været oplevelsen af retsløshed og magtesløshed over for systemet.

DLF kunne lære af denne sag. Men det er mere naivt at tro på end Helligånden. Det eneste, der kan ændre noget, er, om medlemmerne beslutter sig til at skabe en solidarisk fagforening. Og hvem tror på det?

Ninon Schloss

Haarby

Svar

Hovedstyrelsesmedlemmer og ansatte i sekretariatet har, som alle andre borgere, pligt til ved indkaldelse som vidne at møde og afgive forklaring i overensstemmelse med sandheden, uanset om vidneindkaldelsen kommer fra den ene eller den anden part.

Din bemærkning om, at Danmarks Lærerforenings repræsentant ved vidneafhøringen skulle have fortalt, at det blev aftalt med Kommunernes Landsforening, at du ikke skulle have en individuel begrundelse for afskedigelsen, må bero på en erindringsforskydning fra din side. En sådan udtalelse er ikke blevet fremsat. Foreningen er ikke gået bag ryggen af jer. Foreningen har ikke indgået aftaler med Kommunernes Landsforening eller kommunen uden jeres vidende. Den aftale, som blev indgået om fratrædelsesvilkårene, skrev I, som du anfører, selv under, idet alternativet var, at kommunen ellers blot ville afskedige med tre måneders varsel. Dette blev I orienteret om ved forelæggelsen af aftalen.

Da du omkring det indgåede forlig oplyser, at landsretten gav jer medhold i alle syv påstande om fejl i sagsbehandlingen, skal det oplyses, at landsretten anser afskedigelsen som ugyldig ud fra følgende syv punkter:

Konsulentrapporten er generel og i anonymiseret form.

Skoleinspektørens notat er ikke tilgået parterne.

Parterne er ikke delagtiggjort i den mundtlige afrapportering af Kommunernes Landsforenings redegørelse. Der er heller ikke taget notater heraf.

Den i sagen omhandlede 'sindetskrivelse' er ikke tilstrækkelig.

Det på mødet den 19. april 1995 passerede reparerer, efter landsrettens opfattelse, ikke herpå, idet afskedigelsesgrundlaget stadig er uklart for sagsøgerne, der også har bedt om en nærmere begrundelse.

Det forhold, at en part er bekendt med, at der er problemer, blandt andet angående en selv, kan ikke træde i stedet for kontradiktionen (muligheden for at gøre indsigelse på baggrund af kendskab til sagens indhold), og sagsøgerne har ikke på noget tidspunkt fået påtaler om samarbejdsproblemer.

Forligsteksten indeholder endvidere følgende bemærkninger:

Landsretten finder at have fået et ganske klart billede af situationen de pågældende år på Haarby Skole og finder i den forbindelse, at sagsøgerne har del i de betydelige problemer på skolen.

Da der er kritisable forhold på begge sider, foreslår landsretten en forligsmæssig løsning, hvorefter kommunen udbetaler en mindre kompensation til hver af sagsøgerne (25.000 kroner).

Landsretten har taget i betragtning, at aftalen om fratrædelsesvilkår var favorabel for sagsøgerne.

Hver part bør bære egne omkostninger.

I Danmarks Lærerforening har vi naturligvis læst det indgåede forlig meget nøje, og foreningen noterer sig selvfølgelig de påpegede fejl i sagsbehandlingen. Men det ændrer ikke ved, at det stadig er foreningens opfattelse, at de fratrædelsesvilkår, I fik i den foreliggende situation, var favorable. Hvilket da også fremgår af forliget.

Anni Herfort

formand for DLF