Troels Lund Poulsen (til højre) havde to nye ministre at forholde sig til, da den traditionelle overdragelse af Undervisningsministeriet løb af stablen med gaver og taler. Det nu menige folketingsmedlem fik lidt over et halvt år på posten.

Morten Østergaard gik på strandhugst i Undervisningsministeriet

Troels Lund Poulsen måtte fremtvinge to sæt nøgler til ministerkontorerne ved overdragelsen af Undervisningsministeriet. Den nye minister for forskning og uddannelser, Morten Østergaard (R) snupper læreruddannelsen og 150 medarbejdere fra Antorini.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Venstre-kvinden Tina Nedergaard bemærkede ved sit farvel til posten tidligere på året, at Bertel Haarder nok på mange måder stadig hænger i væggene i Undervisningsministeriet.

Om han så også er blevet hængende i de få måneder, partifællen Troels Lund Poulsen nåede at være minister, vides ikke, men i dag gik den nye undervisningsminister i hvert fald i gang med bogstavelig talt at lufte ud efter forgængerne.

Der har været godt gang i svingdøren på den post i de senere år, men for første gang i længere tid var det ikke bare personen, men også partifarven der skiftede. Den nye minister var lidt overraskende garderet af den radikale næstformand, Morten Østergaard, der var kommet for at hilse på de 150 medarbejdere, han tager med sig over i sit nye "super"-uddannelsesministerium.

'0-18-års-ministerium'

Tilbage står den nye Undervisnings- (og nu også Børne-)minister, Christine Antorini, og skal samle stumperne til et nyt "0-18 års-ministerium", som hun selv kalder det, der til gengæld har fået vuggestuerne og børnehaverne at boltre sig med.

Morten Østergaard forsikrede dog medarbejderne om, at selv om nogle af dem vil skulle skifte arbejdsplads, så vil de to ministerier arbejde tæt sammen.

"Christine og jeg kommer jo til at arbejde sammen, så de er jer, der måtte føle, at I nu skal skifte fra et ministerium, hvor I hører til, og nu lave noget andet - der vil jeg sige til jer, at det jo sådan set bare er et udtryk for, at regeringen prioriterer uddannelse højt, og vi vil samarbejde tæt".

"Så derfor skal I heller ikke opleve det som om, I kommer til at forlade nogen, men sådan set bare, at vi nu alle sammen i fællesskab kommer til at gøre uddannelsesområdet endnu større", sagde den nye radikale, østjyske uddannelsesminister, der forærede en anden jyde, Troels Lund Poulsen, en AGF-trøje. Ministeren havde så åbenbart haft samme ide.

"Vi må jo på en eller anden måde være åndeligt beslægtede, da jeg har haft samme tanke som dig. Vores partier udspringer jo også af det samme", sagde Morten Østergaard, da han overrakte trøjen til Troels Lund Poulsen.

Departementschef: "Du ved nok mere end os"

Departementschef i Undervisningsministeriet Sophus Garfiel sagde vanen tro både farvel og goddag til ministrene og takkede samtidig for samarbejdet med Troels Lund, som trods manglende erfaring med uddannelsespolitik "havde gjort en kæmpe stor og engageret indsats som minister".

At Antorini bringer et helt andet kendskab med sig end sin forgænger, bemærkede Garfiel også i sin velkomsttale til den nye minister.

"Du træder ind i det her nye ministerium for børn og uddannelse med langt mere viden om området end de fleste af os ansatte i ministeriet. Og det skal du selvfølgelig udnytte til at sætte dit eget præg", sagde han.

Østergaard 'bortfører' 150 medarbejdere

Garfiel lagde i sin tale til Morten Østergaard vægt på, at hans nye ministerium, som udover de 150 medarbejdere også nupper professionshøjskolerne, erhvervsakademierne og SU'en, skal samarbejde tæt sammen med Antorini og Undervisningsministeriet.

"Der bliver stadig brug for et meget tæt samarbejde mellem det ene undervisningsministerium og det andet uddannelsesministerium. Og det samarbejde skal simpelthen være en succes, hvis det skal komme til at fungere."

"Det bliver det også!", griner Morten Østergaard og Christine Antorini samstemmende.