Der var rig lejlighed til at blive klogere på, hvad man kan bruge en naturvidenskabelig uddannelse til på messen

8.-klassepiger søger naturvidenskabelig praktik

Der er brug for, at piger i folkeskolen fatter interesse for vindmølleenergi, enzymer og matematiske løsninger, hvis de naturvidenskabelige uddannelser ikke skal drukne i mænd. I går fik 74 piger fra 8. klasse praktikaftaler med bl.a. Dong og Maersk.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Jeg aner ikke, hvad jeg vil være, men jeg elsker fysik," sagde Cecilie Tausen, der går i 8.u på Øster Farimagsgades Skole. Sammen med to veninder gik hun fra stand til stand på praktikmessen i Eksperimentarium og talte med de store virksomheder, der i går, som led i projektet "I praktik som problemknuser - piger i naturvidenskabelige og tekniske fag", tilbød skolepigerne en snak om arbejdet i laboratoriet, på kontoret og ude i verden.

Bag praktikmessen, der åbnedes med to kvindelige fysikeres eksperimenter på scenen i Eksperimentarium, står ligestillingsminister Lykke Friis, Undervisningsministeriet, Ingeniørforeningen (IDA), Organisation fra Erhvervslivet (DI), Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og Eksperimentarium.

På den store scene talte også fire kvindelige rollemodeller til 8.-klassespigerne. En af dem var ph.d.-studerende ved iNano/Kemisk Institut på Aarhus Universitet Dorthe Ravsnbæk, der sidste år blev kåret som Europas bedste, unge forsker.

"Jeg tror, at mange af jer piger vil være meget bedre til at forske naturvidenskabeligt end drengene. For det er jer, der er de dygtige til at skrive. I er vant til at være kreative og ikke mindst gode til at samarbejde. I forskning er samarbejde nemlig alfa og omega. Billedet af den ensomme forsker, der står i en kælder med rodet hår og grimme briller, holder ganske enkelt ikke i virkeligheden", sagde hun, og salen af unge piger udvekslede anerkendende blikke.

Molekylærbiologi og svampe under mikroskop

Rambøll, Siemens og Novo Nordisk. Mulighederne var mange og pigerne fra Øster Farimagsgade Skole ville gerne indrømme, at de indimellem havde svært ved helt at forstå, hvad arbejdet de enkelte steder gik ud på. Laura Jordans og Charlotte Ege vidste hjemmefra, at de ville gå efter et sted, hvor de kunne få lov at arbejde med biologi. Begge drømmer nemlig om et arbejde som dyrlæge.

Hos Novozymes, der blandt andet arbejder med at forbedre enzymer til vaskepulver, ølbrygning og dyrefoder gjorde Cecilie, Laura og Charlotte holdt, da biokemiker og ph.d. i molekylærbiologi Pernille Ollendorff Micheelsen fortalte om, hvordan hun i mikroskop undersøger frosne svampe for de rigtige enzymegenskaber.

De tre piger endte med at underskrive en kontrakt på en endagspraktik 7. oktober hos Novozymes, selvom ingen af dem på forhånd kunne afgøre, om det var lige dem.

Tysk succes

Projekt "I praktik som problemknuser" er inspireret af et lignende tysk tiltag, som har eksisteret i ti år, og som i dag engagerer 120.000 piger årligt. Initiativet har medvirket til, at der nu er væsentligt flere piger, der efter folkeskolen søger ind på de naturvidenskabelige og tekniske uddannelser. Initiativets succes bygger særligt på engagerede virksomheder, der har åbnet dørene for de deltagende piger. Det er første gang, projektet løber af stablen i Danmark.

Powered by Labrador CMS