Danske 8.-klasser skal afprøve amerikansk læsetræning

Amerikansk system til at teste elevers læseniveau og læseinteresser skal afprøves i 15 danske klasser.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»At danske elever ikke læser bedre i Pisa, end de gør, skyldes hverken, at eleverne er for dumme, eller at lærerne er for dårlige«, siger tidligere chefkonsulent i Undervisningsministeriet Jakob Wandall.

Den danske folkeskole har fået styr på at lære de yngste elever at læse - det, der mangler nu, er de rette værktøjer, som kan motivere de ældre elever til målrettet at træne, træne og træne deres læsning, og et system, der kan måle deres progression, så de konkurrerer med sig selv. Det værktøj har Jakob Wandall og professor Svend Kreiner fundet i det amerikanske Lexile-system. De er villige til at lægge en indsats i en fordanskning af Lexile - men først skal det afprøves i en dansk kontekst.

»Vi vil gerne have dokumentation for, at det virker i en dansk kontekst. Vi vil gerne have danske læreres reaktion - er det her noget, der appellerer til danske elever og lærere?« spørger Jakob Wandall. Fem danske skoler skal nu afprøve Lexile- og Oasis-systemerne i 8. klasse engelsk.

»I dag har lærerne et resultat fra de nationale test og ved måske, at eleven ligger på '48' - men der er grænser for, hvad de kan bruge det til. Hvis vi kan linke de nationale test op mod Lexile-skalaen, så vil de umiddelbart kunne gå ind at se på, hvilke tekster og bøger der passer til elevens niveau og interesser«.

Forsøget tager udgangspunkt i, at man kender elevernes score i den nationale test fra sidste forår, og så skal de booke sig ind og tage en frivillig national test igen til december i år. Med de to nationale test kan man linke op til den amerikanske Lexile-skala.

Klasserne skal så forpligte sig til at læse engelske tekster en halv time hver dag i Oasis-systemet, der løbende registrerer deres fremskridt og dygtighed og foreslår tekster, der matcher elevens niveau og interesser. Til gengæld får klasserne en licens til at bruge Oasis-systemet resten af skoleåret og en coaching-session, hvor Jakob Wandall underviser lærerne i at fortolke og bruge de oplysninger, som Oasis giver om elevernes fremskridt.

En erstatning for de nationale test?

Jakob Wandall går sideløbende i gang med at bygge 50-80 testopgaver op med udgangspunkt i cirka 30 danske tekster baseret på Lexile-tankegangen om, at det er sætningernes længde, og hvor alment kendte tekstens ord er, der tilsammen afgør, hvor svær den er at læse. De danske læsetest skal så afprøves på levende børn og Rasch-analyseres, så man præcist kan beregne, hvordan de to parametre influerer på tekstsværhedsgraden på dansk. Herudfra kan man så bygge en dansk Lexile-analyse-maskine, der kan analysere danske tekster og bøger.

Om et par år vil elever så kunne løbe rundt med et helt bibliotek i deres tablet-pc under armen og konkurrere med sig selv højere og højere op ad Lexile-skalaen, mens de læser tekster om noget, der interesserer dem.

Jakob Wandall har været med til at udvikle de danske adaptive nationale test, som ikke mindst i læsning har været en stor udfordring. Han forklarer, at de menneskeskabte læseopgaver er bedre og mere præcise end de computergenererede - men med ti maskingenererede opgaver når man den samme præcision, som man når med ni opgaver skabt af mennesker. Og i Oasis kommer testopgaverne som et biprodukt til hovedproduktet læsetræning.

Hvorfor bruge så mange penge på et hovedprodukt - de nationale test - når nu biproduktet i dette system kan det samme?

»Man kan sige, at hvis man kunne overtale alle til at bruge det her, så ville det blive overflødigt at have nationale test. Men indtil da vil vi kunne oversætte testresultaterne, så de kan bruges meget mere aktivt i valg af materialer. Så i første omgang får vi noget 'added value' til den viden, vi allerede har fra testene«, siger Jakob Wandall.

Læseprofessor: Jeg falder ikke ned af stolen

»Lexile er meget interessant, men det minder jo meget om lix, som måler den oplevede tilgængelighed af en tekst«, siger den danske professor i læsning Carsten Elbro. »Lexile inddrager også, hvor krævende teksten vil være at tilegne sig, og det er jo fint, men det er ikke noget, der får mig til at falde ned af stolen«.

Og selvom Oasis-programmet kan generere cloze-test, som giver et billede af en elevs læseniveau, så kan den maskingenererede test ikke erstatte de diagnostiske læsetest, som tester forskellige aspekter af elevens læsning:

»Man kan heller ikke bare måle alle folks blodtryk og ud fra det sige, om de skal løbe ad rød eller grøn rute i skoven. Der kan være nogle, der skal tabe sig, nogle, der har en sygdom, og så videre«, lyder det fra professoren.

Scorer eleven 880 point, kan han klare amerikansk 5.-6. klasses niveau

En skoleelev kan på sin tablet-pc læse tekster efter eget valg eller lektier via det lille Oasis-program. Programmet giver ham samtidig små opgaver undervejs og en score til sidst. Hvis scoren er 880, vil han også kunne læse den første Harry Potter-bog, så han både forstår den og udvikler sig undervejs, og han vil ligge på et niveau svarende til, at han kan klare tekster og test i amerikanske 5.-6. klasse.

Lexile-systemet

Lexile-systemet er udviklet af amerikanske Metametrix. Forskerne med Jack Stenner i spidsen har fundet ud af, at der er to kendetegn ved en tekst, som hænger tættest sammen med, om eleverne svarer rigtigt eller forkert i indbyggede close-test (vælg det rigtige ord blandt fire). To faktorer er afgørende:

. Sætningernes længde som en indikation af den syntaktiske kompleksitet.

. Hvor hyppigt ordene optræder i skriftsproget som indikation af den semantiske kompleksitet.

Se www.lexile.com

En læse-oase

Learning Oasis er et webbaseret program, der bygger på Lexile-skalaen. Programmet rummer både en lærerdel og en elevdel. Såvel lærer som elev kan vælge tekster, der matcher elevens niveau og det ønskede indhold, og så genererer programmet ordudfyldningsopgaver undervejs og bedømmer elevens Lexile-niveau. Læreren kan følge sin klasses fremskridt undervejs.