I flygtningelejren blev der serveret kogte, kolde ris og røde kidneybønner til de evakuerede og Røde Kors-hjælperne.

Elever fra Slangerup sendt i flygtningelejr

Klasseværelserne var afspærret og et advarselsskilt på dørene meldte om fare for nedstyrtning, da et fiktivt jordskælv i går ramte Lindegårdskolen i Slangerup ved Frederikssund. Tre 4.klasser blev evakueret til en flygtningelejr.

Publiceret Senest opdateret
'Det er rigtig synd for dem og meget heldigt for os, tænker jeg, når jeg ser noget om katastrofer i TV' sagde Alberte Bjerre Lornchit, da hun og de andre elever fra 4.klasse legede flytninge for en dag.
Katja Sørensen fra 4.c. ved drikkevandet.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med forbindinger om armene og teaterblod på kinderne, tog 4.klasserne jordskælvskatastrofen alvorligt. Efter at have ventet hele formiddagen for at blive registreret ved indgangen til flygtningelejren, var skoleeleverne glade for at komme videre i dagens tekst.

"Det var sådan set meningen, at nogen skulle komme til at kede sig. Det er meningen med hele katastrofeprojektet, at eleverne skal opleve en lille smule af den desperation, man eksempelvis oplever som flygtning på Afrikas horn, når der ikke er andet at gøre end at vente," sagde Helene Skriver Loessl, der er lærer på skolen.

I flygtningelejren på skolens område var opsat et 'Efterlysningskontor', hvor eleverne på autentisk vis kunne søge efter pårørende, de kunne forestille sig at savne efter jordskælvet.

"Andreas søger Gustav, Anton og Sebastian", stod der på en af de små sedler, der var klæbet på træskuret.

Spørgsmål til den internationale chef

Inde i lejren, mætte af kogte, kolde ris, bønner og proteinholdige kiks, fik eleverne mulighed for at stille Røde Kors' internationale chef Jesper Gerner Jensen spørgsmål til den virkelige verdens flygtningelejr.

Da han i går besøgte lejren i Slangerup var det kun 14 dage siden, han kom hjem fra Dadaab i Kenya, hvor 450.000 tørketrængte mennesker, fortrinsvist fra Somalia, lever som flygtninge.

"Hver dag kommer 1500 flere til lejren af den simple grund, at det ikke har regnet på Afrikas horn i flere år. Her er mindst 36 grader om natten, over 40 grader om dagen og ingen træer at finde skygge under," forklarede Jesper Gerner Jensen eleverne i den nordsjællandske landsby.

Røde Kors chefens fortælling gav anledning til en række spørgsmål. Mens William Viksø-Nielsen fra 4.b gerne ville vide, hvor man gør af dem, der dør i en flygtningelejr, var andre særligt interesserede i, om flygtningene kunne få ladt deres mobiltelefoner op i lejren. Jesper Gerner Jensen kunne svare William, at man i Dadaab begraver de døde i sandet efter muslimske traditioner. Det kom imidlertid som en større overraskelse for eleverne, at der var strøm i den kenyanske lejr og at de fleste flygtninge netop brugte den til at oplade deres mobiltelefoner.

'Det var helt gult og smagte mudret'

Formiddagens katastrofeøvelser satte tydeligvis nogle tanker i gang hos de 10-11-årige elever. Eksempelvis lærte man, at det ikke alle steder i verden er en selvfølge, at drikkevandet er rent og klart.

Fra en stor balje fyldte eleverne på skift syltetøjsglas med grumset vand og siede det gennem et viskestykke for endeligt at opløse en lille tablet i glasset. "Det var helt gult og smagte mudret", fortalte Clara Berg fra 4.a, der ellers var godt forberedt på dagens prøvelser.

Hele sidste uge har hun og hendes årgang på Lindegårdskolen beskæftiget sig med naturkatastrofer af enhver slags. Eleverne har blandt andet løbet om kap med en orkan, forsøgt at løfte, hvad en flodbølge kan og på et førstehjælpskursus lært at lægge hinanden i stabilt sideleje.

Undervisningsmaterialet er udviklet af Røde Kors, der med emneugen 'Børn gør en forskel' har givet 300 skoleklasser landet over indblik i naturkatastrofer og understreget, at alle har mulighed for at handle og yde hjælp, når ulykken er ude.

Den 2. oktober samler Røde Kors og 4.klasserne på Lindegårdskolen ind til de tørkeramte i Østafrika.

Powered by Labrador CMS