Hvad har undervisningsminister Margrethe Vestager og forskningsprofessor Birgitte Simonsen, leder af Center for Ungdomsforskning, til fælles? Ingen af dem satsede på manuelt arbejde, og begge beskæftiger sig med erhvervs- og uddannelsesvejledningen i folkeskolen. Simonsens forhold til håndens virke afsløres i sproget, når hun til Folkeskolen nummer 6 udtaler, 'at nogen skal varetage det trælse arbejde, og kun få vil arbejde på gulvet'. Udtalelsen og ideen om træls gulvarbejde signalerer afstand til de folk, man ønsker at vejlede. De unge fatter hurtigt pointen om det fladpandede arbejde!

En lignende afstand har undervisningsministeren til folkeskolens vejledere, når hun til dagbladet Information 11. februar siger, at disse saboterer den fri ungdomsuddannelse (FUU) ved at si svage unge fra, inden de selv træffer et valg. Undervisningsministeren hævder altså, at det svage led er vejledningen i bestræbelsen på at få unge uden social og kulturel baggrund med på uddannelsestoget. Her hører Vestagers og Simonsens fællesskab op, for forskeren placerer ansvaret hos en størrelse, hun kalder 'den ny ungdomskultur', der ønsker sig meningsfuldt arbejde, 'fordi de er det værd'. (Erindring om Lórèal Plénitude-reklamen og den rynkefri dame, der siger: 'Because I'm worth it, presser sig på). Er både minister og forsker på reklametogt over for henholdsvis vælgere og velvillige forskningskroner for at sløre, at uddannelsesknuden restgruppen er ladt i stikken af en hul pædagogisk læringspåstand og fælles uddannelsesplanlægning med lærere og vejledere, og at forskning i ungdom indtil videre ikke kan hjælpe ministeren til at opnå målet? - en social udjævning via uddannelsespolitik.

Det gyser sikkert i den socialliberale, radikale uddannelsespolitiker, når forskeren i Folkeskolen siger, at løsningen kunne være at knuse den urealistiske drøm ved at præsentere de unge for en målrettet erhvervsvejledning. Her støtter forskeren så alligevel ministeren og retter blikket mod skolevejledningen, men den form for støtte vil ministeren sikkert gerne være foruden, for sådan var kritikken heller ikke ment, bare lidt blød indsats i forhold til problemet og skikkelig henstilling om at sende de svage unge over i de fri ungdomsuddannelser.

Helt firkantet tror jeg, at mangen en skolevejleder slår korsets tegn foran sig ved tanken om en vejledning, 'der går arbejdsgivernes ærinde'. Men hvis ærinde er det så, vejlederne går, hvis de hverken følger undervisningsministerens vink om flere unge i FUU eller vil medvirke til målrettet, samfundsbevidst arbejdskraftstyring?

Vestager siger holdningsændring hos vejlederne. Simonsen siger mere forskning på området. Skolevejlederne siger ingenting. Det må der være en forklaring på!

Torben Thomsen

Aars