Annette Westrups anmeldelse af min bog 'Stoffer for sjov - om unges misbrug af illegale rusmidler' i Folkeskolen nummer 6 er så langt ude i hampen, at jeg må tage til genmæle.

'De unges historier er ret ens og ret kedsommelige', skriver Westrup for eksempel i sin vurdering. Hvordan f. . . . . kan hun mene, at de er ens, når de unge i bogen har erfaringer, der varierer fra at have røget hash få gange over weekendmisbrug af ecstasy og amfetamin til at have været ude i et decideret stofmisbrug med døgnbehandling til følge? Desuden er der blandt de interviewede variation i alder, uddannelse, etnicitet - ligesom begge køn er repræsenteret.

Interviewene med forskellige eksperter karakteriserer Westrup blandt andet som 'meget lange'. Jeg kan oplyse, at interviewene i gennemsnit fylder 5,9 bogsider inklusive fotos og faktabokse, og at teksten i øvrigt er skrevet med dobbelt linieafstand og sat med bred margen. Så en tekst skal ikke være ret lang, før den for Westrup bliver 'meget lang'!

Westrup mener også, at interviewene med eksperter er 'meget pædagogiske, meget bekymrede og meget kedelige'. Hvad Westrup mener med 'meget pædagogiske', ved jeg ikke - ud over at pædagogisk åbenbart er et negativt ord i hendes vokabularium. I det hele taget kan det være svært at finde ud af, hvad Westrup mener - ud over at hun mener meget. I en anmeldelse af bogen 'De nye stoffer - og de gamle' i Folkeskolen nummer 36 sidste år skriver Westrup: 'der mangler historier om unge, der ikke er endt i overdrevent hashmisbrug'. I nummer 48 skriver hun i anmeldelsen af bogen 'Hvis jeg døde ville jeg blive glad': 'To andre unge er til daglig velfungerende studerende, men flipper ud på ecstasy i weekenderne. Det er godt nok ren reklame, det de fortæller, ligesom et interview med en overordentlig velfungerende hashryger'. Med andre ord er det, Westrup efterlyste, pludselig blevet problematisk.

Jeg synes også, at det er problematisk, at Westrup skærer alle 'mine' eksperter over en kam og karakteriserer dem som 'meget bekymrede' . . . Jo, Johnny Friis fra behandlingsstedet Bixen i Aalborg er bekymret. Men det har han også god grund til, for antallet af unge 'weekendmisbrugere', der kommer i behandling der, er fordoblet inden for de sidste tre år. Men der er andre interview, hvor det bekymrende ikke er det bærende. For eksempel mener en misbrugskonsulent, at vores forestillinger om unges weekendmisbrug er overdrevet, en antropolog gør - ubekymret - rede for misbrugsmønstre blandt unge fra de etniske mindretal, og en psykiater fortæller om, hvordan narkotiske stoffer påvirker signalstoffer i hjernen. En lærer fortalte mig, at netop den artikel havde han brugt i en 9. klasse. Eleverne fandt den ikke kedelig. Og de løb heller ikke skrigende bort. Det påstår Westrup ellers i sin anmeldelse, at enhver elev i 9. klasse ville gøre.

Jeg så gerne, at Westrup gjorde op med de af anmelderiets syv synder, som hun ligger under for. Men hun kender dem nok næppe, for de stod i en kronik i Politiken, og den var cirka 2,5 gange så lang som mine interview. Og så kan det jo nemt blive kedeligt. For Westrup.

Per Straarup Søndergaard

CDR-Forlag