Debat

Opsvulmet vejledningsapparat

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folkeskolen nummer 6 tager Torben Thomsen den sociale arv under behandling og konstaterer, at det opbyggede vejledningsapparat ikke lader til at kunne håndtere den store restgruppe. Torben Thomsen tvivler på, at et politikerønske om bedre vejledning i folkeskolen er løsningen, og på, om man overhovedet kan vejlede sig ud af problemerne. Thomsen spørger, om 'et opsvulmet vejledningsapparat' ikke bare vil dræne folkeskolen for ressourcer, og han betegner det som panik før lukketid, at hver ubefæstede barnesjæl skal have udarbejdet handlingsplan.

Dertil har Tandhjulsforeningen en række kommentarer:

Uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering er et obligatorisk paragraf 7-emne i hele skoleforløbet. Der er fastsatte krav om centrale kundskabs- og færdighedsområder, som skal indgå i tværfaglig sammenhæng gennem hele skoleforløbet.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Undersøgelser har godtgjort, at en vejledning, som først for alvor sættes ind i afgangsklasserne, ofte er for sen. En ny bekendtgørelse præciserer et klart politisk ønske om en styrkelse og forbedring af vejledningen gennem en ændret prioritering af indsatsen, så der i højere grad sættes målrettet ind over for den enkelte elev.

Den menneskelige ressource er afgørende for fremtidens erhvervsliv, og der bliver brug for dygtige unge. Dem skal skolen være med til at udvikle. Vejledningsfunktionen bliver krumtappen i en aktiv og fremadrettet uddannelses- og erhvervsvejledning.

Det er beklageligt, at Torben Thomsen finder, at hver ubefæstede barnesjæl fremdeles på det nærmeste risikerer overgreb fra 'vejledningskontoret'. Der er tale om, at vejlederen bringes tidligere på banen i samarbejdet mellem elev, forældre og lærerteam. Ingen vejleder kunne drømme om at udarbejde en definitiv uddannelsesplan i 6. klasse. Skolevejlederen vil i sin fremtidige rolle stå som en central person, som alle elever og forældre får nær kontakt til, og selvfølgelig er der fortsat behov for et nært samarbejde med klasselæreren.

Per Rye

formand for Tandhjulsforeningen, Foreningen af skolevejledere og skolekonsulenter i uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering

Powered by Labrador CMS