Troels Lund brugte forkert præmis for prisen på klasseloft

Troels Lund Poulsen har hele tiden regnet med, at klasseloftet skal indføres på alle klassetrin. Men S og SF vil indfase det fra 0. klasse.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»I øvrigt ville det jo koste fire milliarder kroner at sænke klasseloftet fra 28 til 24 elever. Det har jeg ikke set nogen partier, der har fundet pengene til«, sagde Troels Lund Poulsen den 25. maj til MetroXpress.

Ministeren har over for Folketingets uddannelsesudvalg forsøgt at regne sig frem til, hvad et klasseloft på 24 elever vil koste at indføre i 1.-9. klasse.

Siden har Folkeskolen afsløret, at ministeren igennem hele processen har arbejdet ud fra en forkert præmis. Da han sagde: »Det har jeg ikke set nogen partier, der har fundet pengene til«, talte han om et klasseloft, der skal indføres på alle klassetrin. Mens S og SF har som udgangspunkt, at klasseloftet på 24 elever skal indfases fra 0. klasse.

Det var nyt for Troels Lund Poulsen, da han blev forelagt, at S og SF blot vil indfase klasseloftet fra 0. klasse.

»Det er noget andet, jeg hører ude på vælgermøderne. Der hører jeg, at oppositionen vil indføre det på alle klassetrin«, sagde ministeren til folkeskolen.dk

Han fortsatte:

»Så har de skiftet politik midt i valgkampen«.

Ministeren har altså igennem hele processen gået ud fra, at oppositionen vil indføre et klasseloft på alle klassetrin.

S og SF's skolepolitik blev formuleret i »En ny start for folkeskolen - S og SF's reform for en fælles og fagligt stærk folkeskole«, der blev offentliggjort i december 2010. I det politik-papir står der:

»Maksimum 24 elever i klasserne, hvilket indfases fra 0. klasse«.

Det er altså forkert, når ministeren siger, at oppositionen har skiftet politik midt i valgkampen. Hans økonomiske argument mod klasseloftet kan ikke bruges i forhold til oppositionens forslag. Det er ellers, nøjagtig hvad Troels Lund Poulsen brugte det til i maj.

Socialdemokraterne oplyser, at der er sat 100 millioner kroner af til indkøring af et klasseloft på 24 elever. De mener, at kommunerne må kunne planlægge sig ud af problemer med at få fordelt eleverne, så klasseloftet bliver overholdt, når ordningen indfases fra og med 0. klasse.

Vil ikke sige mere

Efter at det er kommet frem, at Troels Lund Poulsens økonomiske argument bygger på en ministeriel misforståelse, har Folkeskolen forsøgt at få en kommentar.

Vi forholdt ham blandt andet til forskningsleder ved Anvendt KommunalForskning Eskil Heinesens forskning i klassestørrelsens indflydelse på læringen. Nogle af Heinesens pointer var:

»Effekten af små klasser er 50 procent større blandt drenge end blandt piger. Desuden er det især de bogligt svage elever og elever med lavt uddannede mødre, der får bedre karakterer, når de går i en klasse med få elever«.

Vi stillede andre spørgsmål - blandt andet om et lavere klasselofts effekt i forhold til inklusionen.

På trods af at præmissen omkring et klasseloft er ændret fuldstændig, vil Troels Lund Poulsen ikke udtale sig yderligere om emnet.