Man tager sig til hovedet . . . og bliver varm om hjertet.

Den danske folkeskole er som resten af det danske samfund på vej ned i en grøft (en 'samfunds'-grøft er et mudret, fugtigt og mørkt sted, hvor udsynet er helt tæt på). Den rationelt og økonomistyrede grøft.

Som vi alle ved, er det ikke sjovt at være på vej ned i en grøft, vel vidende at der ikke kan stoppes på halvvejen, når katastrofen er konstateret. Vi lander, uanset hvad vi indser på vejen ned i grøften, nede i sølet. Lige der, halvvejs nede i grøften, er vi i disse år i den danske folkeskole. Vi har alle indset, at vi er på vej i den gale retning . . . der er bare ikke noget at gøre ved det . . . alt omkring os vælter jo også ned ad grøftens sider, ned mod sølet. Vi må altså følge med ned mod alt det nye akkord- og kontrolræs, som er den nye verdensorden. Så håber vi, at vores børn engang har kræfter til at kravle op af grøften igen. Op til den gyldne middelvej igen, hvor udsynet ligger ganske langt ud mod horisonten. Så er det, at jeg varmes indeni og øjner et håb for den danske folkeskole (i hvert fald et åndehul). Lærer Peter Hindsgaul skriver på bagsmækken i Folkeskolen nummer 4 om sin fremragende idé med brugerbetalt lejrskole på alle klassetrin. Tænk engang, om det blev muligt at få indført undervisning uden for skolens varmestue. Tænk, om det blev virkelighed at kunne involveres i og med hinanden under udfordrende omstændigheder bare fem dage om året. Det koster godt nok 30-40 kroner per barn per måned i brugerbetaling, men jeg tror på forældrenes velvilje, på børnenes opbakning og på, at de lærerressourcer, som skal til, er der. Bedre kan ressourcerne i den danske folkeskole næppe bruges!

Jeg ønsker kun, at mine og vores ansvarlige i Danmarks Lærerforening vil tage Hindsgauls idé meget alvorligt og give os alle i den danske folkeskole lidt af det tabte engagement, involvering og tid til opdragelse tilbage, så vi kan lære for livet.

Michael Schlott Hansen

lærer på Slagslunde Skole