Blog
0   21

Al undervisning er utilstrækkelig

Abonner på nyt om Litteratur, lærdom og læreruddannelse i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

”Alle har ret til pissedårlig undervisning”, står der som slutbemærkning. Nej, vil jeg mene. Alle elever har ret til at blive så dygtige, som de kan. Det skal der stræbes mod. P.S. Og skal jeg endelig give et bud på noget, der kan betegnes som ”pissedårlig undervisning”, så er det, når lærerne får så ringe forberedelsesvilkår, at der undervisning ukritisk ud fra en læringsportal, hvor andre har valgt tekster, opgaver og organisation. Når lærerne i dansk lader børn læse bøger, som lærerne ikke selv har læst, så kan man tale om ”pissedårlig undervisning”. Det er en skændsel, når det sker. Her er ikke tale om undervisning, her er tale om en bogholdermentalitet, der skal sparkes over i småt brændbart

Al undervisning er utilstrækkelig

En lille tynd bog på 100 sider i smalt format. Det er tankevækkende, at det fylder så lidt, når Alexander von Oettingen vælger at skrive en bog med titlen: ”Pissedårlig undervisning”. Meget koket og kækt mener såvel Anders Bondo Christensen og Alexander von Oettingen, at de har bedrevet masser af ”pissedårlig undervisning”. Jeg tvivler. Men det lyder street-smart.

”Al undervisning er utilstrækkelig”, står der som en deloverskrift, og det er nok her, al undervisning står, når der skal vægtes og vurderes, om det er god eller dårlig undervisning, der er leveret. Når timen slutter, og når skoledagen er forbi, så vil selv udslagene på en moderne smiley-evaluering fra eleverne, spænde fra de sure røde til de glade grønne.

Det er sådan, det er at holde skole: Nogle rammes af den undervisning, der leveres. Andre gør ikke. Nogle glæder sig og følger nysgerrigt med, fordi det er en yndlingslærer, der underviser, andre arbejder udelukkende, fordi deres venner og kammerater befinder sig i samme rum. Og andre igen lærer intet, fordi de ikke kan koncentrere sig, de tænker på alt muligt andet: Familie, kriser, kammerater, kræft, kaos og krigsspil.

Artiklen fortsætter under banneret

Pædagogisk takt er en uren takt, der ikke kan kopieres af alle. Derfor er det helt håbløst (og alt for popsmart) når von Oettingen skriver en bog om ”Pissedårlig undervisning”.

Fair nok, kan man tænke, det er langt bedre end at skrive en bog om ”excellent undervisning”, ”skolen i verdensklasse på 100 dage” eller at beskrive ”Lars-Løkke-Turbo-Forløb” med lykkelige børn. Så (trods titlen) tak for at sætte ord på, at alt ikke er verdensklasse, men man må gøre sig umage. Man kan som lærer altid gøre sit bedste under de rammer, der nu er givet.

”Skolen er hverken familie eller religion. Tværtimod. Skoven er ikke til for børn og engle, men for elever. De skal undervises, hvad enten de bryder sig om det eller ej, og uanset hvad deres fremtid vil bringe. Derfor kaldte den tyske filosof Immanuel Kant skolen for en tvangsinstitution, hvor børn ikke må lege, men skal arbejde.” Sådan står der i bogen. Skolen er en ramme med tvang, hvor man frivilligt (mere eller mindre frivilligt) vælger at gå ind i ufrivilligheden. Når efterskoler (og friskoler) har så gode kår, så skyldes det, at der her er et aktivt tilvalg af ufrihed.

Men altså: I denne tvangsinstitution finder man fire paradokser, - således om von Oettingen skriver. Det er

Undervisning er en pligt. Man vælger ikke selv. Og selvom undervisning er en pligt, så skal man som elev helst være motiveret og engageret og interesseret. Svært.

Undervisning er altid kunstig. Undervisning, der skal føre nogen ind i livet, foregår på afstand af livet. Svært.

Undervisning lægger op til læring. Man kan ikke uddelegere det slid, der ligger i at lære noget. Og man skal som elev lære det på samme tid og sted som alle de andre i klassen. Svært.

I undervisning skal man tænke selv. Man skal lære at tænke selvstændigt og individuelt, men det sker i et socialt fællesskab. Svært.

Mange andre paradokser findes, men disse fire er så rigeligt til, at undervisning altid er svær. Når undervisningen ikke rammer den enkelte elev (men måske blot en enkelt eller fire eller femten), så betyder det ikke, at det er ”Pissedårlig undervisning”. Det betyder blot, at læreren har gjort sit bedste, og det var så ikke det, der var brug for hos alle.

Vi skal lære af vores fejl, skriver von Oettingen. Helt rigtigt. Men man skal ikke fejre sine fejl. Man skal se kritisk på sin undervisning, men man skal også se kritisk på elevernes indstilling.

”Alle har ret til pissedårlig undervisning”, står der som slutbemærkning.

Nej, vil jeg mene. Alle elever har ret til at blive så dygtige, som de kan. Det skal der stræbes mod.

P.S. Og skal jeg endelig give et bud på noget, der kan betegnes som ”pissedårlig undervisning”, så er det når lærerne får så ringe forberedelsesvilkår, at der undervisning ukritisk ud fra en læringsportal, hvor andre har valgt tekster, opgaver og organisation. Når lærerne i dansk lader børn læse bøger, som lærerne ikke selv har læst, så kan man tale om ”pissedårlig undervisning”. Det er en skændsel, når det sker. Her er ikke tale om undervisning, her er tale om en bogholdermentalitet, der skal sparkes over i småt brændbart


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Netværket for danskundervisning er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Dansklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
17.495 andre er allerede tilmeldt