Didaktik er et gammelt begreb. Vejledningsdidaktik er et nyt begreb. Denne bog undersøger det nye begrebs potentiale, og antagelsen er, at almendidaktikkens teorier kan bidrage til udformningen af en vejledningsdidaktik.

Med det udgangspunkt opstiller cand.pæd. Grethe Fogh Nielsen en vejledningsdidaktisk model. Bogens øvrige seks bidragydere forholder sig til denne model og reflekterer over, hvordan den didaktiske tænkning kan styrke den praktiserende vejleder i de valg, der skal træffes omkring tilrettelæggelsen af forskellige vejledningsforløb.

I den vejledningsdidaktiske model opereres med tre niveauer: Betingelser, beslutninger og ind imellem disse dannelse. Op imod modellen holdes så eksempler som erhvervspraktik, gruppevejledning, coaching og en uddannelsesinstitutions hele vejledningsindsats. I disse afsnit viser forfatterne, at modellen kan hjælpe vejlederen i at komme omkring de nødvendige overvejelser over egen rolle, deltagernes udbytte, samfundets politiske mål med vejledning og andre spørgsmål til valg af redskaber i vejlederens værktøjskasse.

Modellen tydeliggør spændingsfeltet, men kan måske også påvirke vejlederen mod en rationalitetstænkning, hvor det menneskelige møde forsvinder. Netop dette aspekt tager de to sidste forfattere op og spørger: Kan man blive for didaktisk? Husk at det er mennesker, I har med at gøre. Den filosofiske vejleder og den eksistentiel-fænomenologiske vejleder skal på banen. Vejlederen skal være mere kunstner end ingeniør. Husk at spørge ind til det gode liv, dyrk dialogen og mærk efter. Her udfordres politikernes krav til vejledningens effektivitet og tidens 95-procent-tænkning, og vejlederen sendes i det tænksomme og selviagttagende hjørne. De to afsnit er en interessant modvægt til tidens politiske styringsinteresse.

Bogen er en udfordring og samtidig et godt indspark til dagens vejledningsindsats i Ungdommens Uddannelsescentre, på skolerne og i samtalerummene. Den bør indgå i pensum på uddannelsesstederne, hvor vejlederne uddannes.