Silkeborglærere i løntilskud er nu sikret delvis løn

Silkeborg har tilbudt ledige lærere et løntilskudsjob, hvor fastansatte sendes på kursus, mens ledige vikarierer. I første omgang var de ledige ikke sikret anden løn end dagpenge, nu har kommunen fundet penge til at give fuld løn i en del af perioden

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Nu er der fuld klarhed over, hvilke ansættelsesvilkår, vi kan tilbyde de vikarer, der vælger at indgå i jobrotationsprojektet. Det er med løntilskud i den første halvdel af ansættelsesperioden, og med en overenskomstmæssig løn i den anden halvdel af ansættelsesperioden", siger Søren Kristensen (S), formand for Børne- og Ungeudvalget til DK-nyt efter et møde i økonomiudvalget i går.

"Det har været afgørende for udvalget at skabe fuld klarhed over de ansættelsesvilkår, vi kan tilbyde. Nu ved de kommende vikarer, hvilken økonomi de vil få igennem hele ansættelsesperioden", siger Søren Kristensen.

Han understreger, at Silkeborg Kommune har været i tæt dialog med de faglige organisationer om ansættelsesvilkårene i jobrotationsprojektet.

Lærerkreds: Nu opfylder kommunen præmisserne

I Silkeborg Lærerforening glæder næstformand Niels Jørgen Jensen sig over, at kommunern nu opfylder de præmisser, som var del af den aftale, kredsen har været med til at indgå om projektet.

"Vi havde tre præmisser. Det skulle være læreruddannede, der fik tilbudt jobbene. de ledige skulle ind i en rotation, hvor der indgår løn og det skulle være frivilligt for de ledige. Det har været afgørende for os, at de præmisser blev overholdt", siger Niels Jørgen Jensen til folkeskolen.dk.