Humøret er intakt, selvom Anne From i første omgang er ansat i et årsvikariat.

Herligt at bruge sin uddannelse

Anne From er en af de heldige, der er kommet i arbejde.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Dejlig tid for Anne From. Hun er netop begyndt som lærer på Fårvang Skole og ser frem til at bruge sine kompetencer i linjefagene specialpædagogik og dansk som andetsprog. Efter flere år på Statens Uddannelsesstøtte bliver det også helt rart i slutningen af måneden at få penge på lønkontoen.

»Det har været hårdt at finde et godt lærerjob, og der skulle mange ansøgninger og fire-fem samtaler til, før det lykkedes. Nu glæder jeg mig rigtig meget«, siger den 27-årige tidligere lærerstuderende.

Det fremgår af stakken af afslag, at det har været svært at finde job, der passer til hendes linjefag. Men i sidste omgang stod hun faktisk med to job på hånden.

»Det andet havde jeg ikke svært ved at sige nej til. Det var et job på en skole i Ikast-Brande Kommune, hvor jeg ville få understøttelse det første halve år. Den slags ligner udnyttelse«, siger Anne From.

Hun er ansat i et årsvikariat, men det ødelægger ikke glæden ved at være kommet i arbejde. Det er muligt, at ansættelsen bliver forlænget, og det er herligt at kunne bruge sin uddannelse.

Jan Kaare

. Anne From . 27 år . Årsvikariat på Fårvang Skole.