Vi er på Storebælt, dengang der endnu sejlede færger:

'Der er glemt et fotografiapparat i cafeteriet, det kan afhentes hos kaptajnen', lyder det over højttaleren, kort før passagererne skal fra borde, og få minutter efter vælter en ældre herre ind ad døren på broen.

'Det er mit kamera', gisper han.

For at kontrollere om det er den rigtige, der få apparatet, vil kaptajnen vide, hvilket fabrikat kameraet er af.

'Hvad hedder det', spørger han.

'Undskyld', svarer den forpustede passager og bukker let.

'Undskyld! Må jeg be' om mit kamera'.

I sin pure ungdom har han lært, at 'hvad hedder det?' skal udløse et 'undskyld'. Ligesom 'syv gange ni' udløser et '63', og 'Fyns byer' skal blive til 'Odense, Bogense, Middelfart, Assens . . .' med flere. Måske kan han også 'kasserollebøjningen', men det er ikke sikkert, at han ved, hvad den betyder.

Automatsvaret fra færgen er resultatet af ubevidste handlinger og usystematisk påvirkning fra omgivelserne. Men mens indlæringen af den lille tabel, byremsen og kasserollen bestemt ikke er sket ubevidst fra lærerens side, kan elevens rolle som lærende sagtens have været både ufrivillig og ubevidst.

I dag er det ikke kun færgerne, der er væk; det er nye tider på alle måder. Derfor er det vigtigt, at man i og omkring folkeskolen spørger, hvad der skal forandres, og hvilke dele af kulturarven vi vil give videre til de næste generationer.

Men man behøver ikke at have studeret informationssamfundet eller 'det postmoderne' for at vide, at det ikke er nok at sige, hvad vi vil give videre. Hverken forældre eller lærere kan blot række kulturværdierne frem som en gave og derefter bede børnene løsne båndet og åbne pakken. Verden er et virvar af hurtige forandringer og komplekse påvirkninger.

Ét svar på den udvikling er at sætte barnet i centrum. Det vigtigste er, at eleven lærer noget og lærer hele tiden. Hvad 'noget' er, og hvad der er brug for i fremtiden, ved vi ikke, for mængden af viden vokser hele tiden eksplosivt. Derfor er der ikke mere noget, der hedder bred almenviden, lyder forklaringen.

Et andet svar kan læses i interviewet med den amerikanske uddannelsesteoretiker Eric Donald Hirsch. Han er lodret uenig. Der findes en kerne af viden, som ikke ændrer sig meget over tid, og som skal bruges til at orientere sig efter i fremtiden, siger han. Derfor skal skolen formidle bred, fælles basisviden. En præcis læseplan fremmer også samarbejdet mellem lærerne, for den betyder, at de i højere grad kan koncentrere sig om pædagogikken.

De påstande rejser mindst to diskussioner. Om hvad vi skal give videre, og om hvordan vi kan gøre det. Og diskussionen flytter fokus væk fra det flagrende slogan om at sætte barnet i centrum, som jo i sin konsekvens rummer læring af tilfældigheder.

Undervisning er et møde mellem lærer og elev om en bestemt sag. Og trods det asymmetriske forhold mellem lærer og elev må bestræbelsen i en demokratisk skole være at nærme sig et ligeværdigt møde - at lærer og elever oplever en fælles selvforglemmelse i samtalen. Om sagen. Det er her, man kan opnå sammenhæng mellem indhold og form.

Og sagen er hverken tilfældig eller ligegyldig. Men hvor én sag kræver legende eksperimenter og afsøgning af nye områder, kræver en anden måske stille fortælling og eftertænksom samtale, mens en tredje kræver instruks, systematisk gentagelse og træning.

Af folkeskoleloven fremgår det, at formålet er, at eleven 'opnår tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle', og det er skolens opgave at give den nødvendige baggrund. Men der er intet færdigt svar på hvad og hvordan. At holde den diskussion levende er vigtigere end nok så mange kontrolmålinger. Og der er altid grund til at være på vagt, når nogen påstår, at de kender sandheden om indholdet og pædagogikken.

-th

Læs side 10

Undervisning

er et møde mellem

lærer og elev om

en sag