Naturfag i det fri er en måde at få klasselokalet ud i naturen.

Åbent hus med over 50 bud på pædagogisk nytænkning

Det rullende naturfaglokale, videnbrønden og Aulaen som et fleksibelt læringsrum. I Aarhus har mange skoler arbejdet på at få pædagogiske ideer til at blive fysiske rammer. I morgen holder de åbent hus.

Publiceret Senest opdateret
Aulaen skal give mulighed for flere læringstile.
I stedet for at have IT bag computerskærmen er det blevet bygget ind i gulvet.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvordan forplanter man de pædagogiske ideer i de fysiske rammer, så undervisningen, pædagogikken og indlæringen bliver optimal?

I Aarhus har de i perioden 2009 - 2012 haft 60 millioner kroner til at eksperimentere med de fysiske rammer i Skoler, dag- og fritidstilbud. Ideerne skulle kunne laves uden det krævede væsentlige ændringer på skolen. Det er der blevet en række kreative løsninger ud af, som i morgen deler viden til et stort åbent hus arrangement - mere end 50 steder i Aarhus området bliver dørrerne åbnet op.

Naturfag i det fri

For eksempel har N.J. Fjordsgades Skole, lavet det "Det rullende naturfaglige lokale". Som skal bruges af både indskolingen og mellemtrinet.

"Vi styrker den naturfaglige undervisning, når vi skaber et eksperimenterende rum i den virkelige verden ved at tage vores rullende naturfaglige lokale med os ud i naturen.

Vi vil i indskolingen give børnene en større forståelse og interesse for årstidernes gang og biologiske processer gennem egne oplevelse.

På mellemtrinnet skal der være action i laboratoriet - med dataloggere og bærbare computere rykker

klasseværelset ud i naturen - vi vil skabe en dynamisk, kreativ og vedkommende naturvidenskabelig undervisning", skriver skolen om ideen - interesserede kan komme på besøg i morgen mellem 12 - 14.

Interaktiv aula

På Aaby Skole har de omdannet aulaen til et interaktivt læringsrum:

"Med RULL MINI-projektet har Åby Skole fået en fleksibel aula, som nemt kan transformere sig alt efter hvilken pædagogisk aktivitet, som skal foregå. Målet med at indrette aulaen som fleksibelt læringsrum har været at sikre eleverne adgang til et rum med et innovativt læringsmiljø, der imødekommer behovet for forskellige læringsstile.

Vi har endvidere fået opfyldt behovet for et indendørs, indbydende samlingssted, som både kan bruges af skolens elever til at holde meningsfyldte pauser i og til afholdelse af skoleteater og skolekoncerter. Samtidig er aulaen blevet et rum, hvor æstetik og multifunktionalitet går hånd i hånd, og en aula som tager sig præsentabelt ud og signalerer, at her foregår læring på mange planer", skriver skolen - der holder åbent hus fra 14 - 15.

It i gulvet

På Møllevangskolen, har de integreret it-undervisningen via en videnbrønd i gulvet.

Den 12 m2 interaktive skærm - videnbrønden - på Møllevangskolen er et interaktivt gulv, der fremmer social og kinæstetisk læring gennem leg og bevægelse. På skærmen projiceres forskellige opgaver og spil, og børnene bruger deres hænder og fødder til at vælge de rigtige svar. Via RULL MINI- midlerne har vi i samarbejde med Interactive Spaces udviklet et gulvtastatur og et vendespil, der er specielt gode til de yngste elever", skriver skolen, der slår dørene op fra klokken 12.00-14.30.

Hjemmearbejde

De mange projekter skal udover fremvisningen i morgen evalueres grundigt, så de bedste ideer kan bruges, når der skal laves endnu større forandringer i skolernes fysiske rammer.

"Vi er ved at lave vores hjemmearbejde: hvilke ideer kan vi trække på, når vi engang skal lave større renoveringer, så pædagogikken påvirker de fysiske rammer på den mest optimale måde", fortæller Kirsten Brusgård, konsulent, Børn og Unge Planlægning i Aarhus Kommune til folkeskolen.dk.

Se beskrivelser af alle projekterne og tidspunktet for åbent hus via linket til højre for artiklen.

Læs mere

Se programmet for åbent hus samt alle projekterneher.