Niels Christian Sauer behandler i Folkeskolen nummer 6 min seneste Bagsmæk. Eller i hvert fald en mindre del af den.

Lad det være sagt med det samme: Jeg er ikke en glødende tilhænger af brugerbetaling, men jeg er heller ikke fanatisk modstander. Jeg har forsøgt at skitsere virkeligheden, som den ser ud: Kommunerne bevilger ikke de beløb til folkeskolen, der er nødvendige for at opfylde alle intentioner i loven. Så er det selvfølgelig nemmest blot at kræve, at bevillingerne øges. Men hvad nu hvis pengene ikke er til stede?

Så er der grundlæggende to muligheder: Enten laver vi folkeskole så godt, som vi nu kan, eller også finder vi pengene andre steder. Deltagerbetaling i for eksempel lejrskoler er én mulighed, sponsorering er en anden, og der er givetvis flere.

Det var det, det ville være sundt, hvis Niels Christian Sauer forholdt sig til: Hvad gør vi, når vi er kørt fast og ikke blot vil trække os ind bag katederet? Det forholder han sig desværre ikke til, men harcelerer over, at mit forslag er lovstridigt! Javist ja, men nu er det jo sådan, at love, selv grundlove, kan ændres. Og hvis et debatoplæg om fremtidens skolevirkelighed skulle følge nutidens love slavisk, kommer der vel næppe meget debat om selve sagen.

Sluttelig vil jeg stille spørgsmålstegn ved, om indførelse af en eller anden form for brugerbetaling vil ændre folkeskolen til at være et seviceorgan. Se ud over landskabet af private skoler. De benytter i udstrakt grad brugerbetaling, og derfor at underkende dem som kulturinstitutioner synes jeg er forkert og uden hold i virkeligheden.

Og i en debat om folkeskolen tror jeg, det er væsentligt, at udgangspunktet er et solidt hold i virkeligheden frem for at placere begge ben solidt i den blå luft og diskutere ud fra, hvordan det var engang, eller hvordan det burde have været engang.

Peter Hindsgaul

Vejen