De berørte skoleledere har endnu ikke mærket noget til ministerens handleplan.

Troels Lunds handlingsplan er ikke blevet til handling

"Udviklingen går for langsomt, og vi skal sætte direkte ind for at løfte de tosprogede elever fagligt her og nu", sagde undervisningsministeren i juni, da han lancerede en handlingsplan for 14 navngivne skoler. Men der er ikke sket noget endnu.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Undervisningsminister Troels Lund Poulsen offentliggjorde før sommerferien en "National handlingsplan for styrkelse af tosprogede elevers faglighed".

Ministeriet ville ifølge planen indgå kontrakter med 14 navngivne skoler, der har mange tosprogede elever og lavt karaktergennemsnit, med henblik på at løfte det faglige niveau på de pågældende skoler. Kontrakten skulle gælde allerede for dette skoleår samt for de næste to skoleår.

Skoleledere har ikke hørt fra ministeriet endnu

Men selv om skoleåret er gået i gang, har skoleledere, som folkeskolen.dk har talt med, ikke fået nogen henvendelse fra ministeriet endnu.

"Jeg hørte først om planen, da en journalist ringede til mig for at tale med mig om den, men jeg kendte ikke noget til den. Bagefter gik jeg ind og læste om den på ministeriets hjemmeside", siger en skoleleder.

"Hvis det er meningen, at det skal træde i kraft i skoleåret 2011/12, så er det da med at komme i gang", tilføjer hun.

En anden skoleleder ringede selv til Undervisningsministeriet og fik at vide, at ministeriet ville kontakte hendes skoleforvaltning. "Og derfra ville vi så få det at vide. Det er dét, vi har fået at vide indtil nu", siger hun.

Undervisningsministeriet: Vi er i gang

folkeskolen.dk spurgte i går Undervisningsministeriet, om der er indgået forpligtende aftaler med de 14 skoler, og ministeriet svarer: "Vi er i gang med at indkalde alle skolerne til et møde, hvorefter proces og planer vil blive diskuteret".

Ifølge handlingsplanen skal skolerne sammen med ministeriet "opsætte resultatmål for den forbedring, skolen skal nå inden for de kommende tre år i perioden 2011-2014 med specifikke delmål for hvert år".

Når kontrakten er underskrevet, vil skolen få et "opstartbeløb". Og hvis skolen indfrier det opstille mål for året, vil den få en "bonus" på en million kroner.

Men indtil videre har skolerne altså ikke hørt fra ministeriet.

Powered by Labrador CMS