Anmeldelse

Tag et valg

Tag et valg

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Denne anmelder opholder sig for tiden i Norge, og det anmeldte undervisningsmateriale virker yderst relevant, når Vinmonopolets døre lukker sig bag en, og man andægtigt kigger på sin ene flaske (billige) vin til en pris i omegnen af 150 kroner. For hvad er det, der virker, når vi voksne vil forsøge at ruste de unge således, at de kan få et fornuftigt forhold til rusmidler?

Fakta:

Titel: Tag et valg

Type: Dvd

Forlag: Film og TV Compagniet

"Tag et valg" består af en cd-rom med tre små film med tilhørende opgaver, diskussionsoplæg og relevante link. Målgruppen er unge på 7.-10. klassetrin og eventuelt forældre - materialet kan anvendes ved forældre/elevarrangementer. Hensigten er, at materialet skal hjælpe unge og voksne med at tage stilling til udvalgte dilemmaer - at træffe nogle valg uden løftede pegefingre og formaninger.

Materialet er gennemarbejdet og professionelt, og der findes mange konkrete og udfordrende analoge og digitale opgaver, man kan give sig i kast med. Dog vil jeg tillade mig at vende tilbage til indledningen - hvad virker? I mit perspektiv er der lidt modsatrettede budskaber i materialet, hvilket kan give anledning til ambivalens hos både målgruppe og undervisere. Der lægges op til, at de unge selv skal diskutere, og at alle meninger er lige gyldige, og at det centrale er, at de hver især tager stilling. Alligevel gennemsyres materialet af en underliggende dyster tone (og underlægningsmusik), der signalerer, at der er rigtige valg og forkerte valg. Der er en tendens til, at visse dele af materialet lægger op til, at eleverne producerer moralsk rigtige svar.

Det er rigtig svært at producere realistiske film, som hverken skal forherlige eller tage radikalt afstand fra forskellige rusmiddelkulturer. Men min erfaring er, at de unge hurtigt gennemskuer eventuelle pædagogiske agendaer. 

Problematikkerne i film og opgaver er relevante og konkrete at gå til, og hvis man savner inspiration, er der bestemt meget hjælp at hente, ikke mindst i den omfangsrige linksamling. Når man anvender materialet, er udfaldet stadig, som altid, afhængigt af, hvorledes underviseren vinkler og håndterer processen.