Skoleledere får et travlt forår

Skoledatas afløser kan tvinge skolelederne tilbage bag skærmen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skolelederne kommer tidligst i gang med at planlægge næste skoleår til marts. De må vente på, at Kommunedata bliver klar med det nye program til administration, KMD Matrix. Systemet afløser Skoledata, der ikke kan håndtere lærernes nye overenskomst.

Det sene tidspunkt vækker utilfredshed blandt skolelederne. De kritiserer Kommunedata for, at de får for lidt tid til at lære det nye system at kende.

'Jeg skal bruge programmet til at beregne, hvor mange timer en lærer skal undervise på et år. Men jeg er bange for, at jeg kommer til at lave fejl, fordi jeg ikke har haft tid til at lære programmet godt nok at kende. I sidste ende kommer jeg måske til at mangle tid til forældresamtaler eller til andre opgaver, som vi skal løse på skolen', siger skoleleder Peter Stennicke fra Eggeslevmagle Skole ved Skælskør.

For nylig fik han præsenteret programmet sammen med cirka 100 andre skoleledere. Ifølge Peter Stennicke var de alle dybt skeptiske, dels på grund af det sene udgivelsestidspunkt, dels fordi de husker, at Skoledata led af mange børnesygdomme, da det blev taget i brug i 1993.

'Jeg har forberedt min familie på, at april, maj og juni bliver nogle hektiske måneder', siger Peter Stennicke, der først for alvor kan gå i gang med planlægningen, når han har været på introkursus den 6. april.

Kommunedata måtte vente

Tidsfaktoren og faren for problemer med indkøringen bekymrer også Susanne Ebdrup, souschef i skoleforvaltningen i Ringe Kommune. Hun har siddet med i en arbejdsgruppe, som har givet Kommunedata gode råd om, hvad programmet skal indeholde.

'Kommunedata har lyttet til vores ønsker. Den ros skal de have. Men skolerne har ikke tid til at arbejde med et program, der ikke virker. Skolelederne har i forvejen nok at se til med den nye læreraftale', siger Susanne Ebdrup.

Hun frygter, at det nye program igen sender skolelederne ind bag deres edb-skærme for at administrere.

'Som kommune kan vi ikke acceptere, at skolelederne bruger for meget tid på at få et nyt edb-program til at fungere. De skal bruge tiden på skoleudvikling. Derfor burde de have haft programmet i januar, så de havde haft mulighed for at lege med det indimellem', siger Susanne Ebdrup.

Servicechef Helle Sørensen fra Kommunedata er godt klar over, at skolelederne ikke får meget tid til at blive dus med KMD Matrix. Men det har ikke været muligt at få programmet klar tidligere.

'Vi kunne ikke gå i gang, før lærernes nye arbejdstidsaftale var på plads', siger Helle Sørensen.

I øjeblikket bliver programmet testet af en række skoler. Alligevel kan hun ikke garantere, at programmet er fri for fejl, når det bliver sendt ud i begyndelsen af marts.-Henrik Stanek er freelancejournalist