Kronik

Fokus på talent er ikke vejen frem

Satsningen på talent vækker begejstring hos alle, der vil have anerkendelse for det, de er gode til. Men måske består en konkurrencedygtig strategi i, at folkeskolen kompenserer for elevernes mangel på talent

Publiceret Senest opdateret
I stedet for at anerkende talent bliver lærerens primære professionelle rolle i livsduelighedsstrategien at kompensere for talent ved at forholde sig til elevens svage sider, herunder de svage sider ved talentet

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Talent er et tema, der vækker almindelig begejstring. Talent er nemlig ikke mere noget, som er de få forundt. Det er noget, alle kan få del i. Opgaven går derfor ud på at identificere hver enkelt elevs særlige talent og motivere eleven til at udvikle det så langt som muligt. Sagt på anden vis: Vi har demokratiseret vores opfattelse af talent. Talentpleje er derfor et krav, alle kan stille - uanset om man er velbegavet, almindeligt eller småt begavet. Denne demokratiske tilgang til talentpleje blev bakket op i undervisningsministerens nye talentstrategi tilbage i april måned. I rapporten »Talentudvikling. Hvor står vi - og hvad bør gøres?« stod blandt andet, at alle børn og unge i det danske uddannelsessystem skal stimuleres og udfordres til at nå så langt som muligt. Begrundelsen var ikke mindst at sikre dansk konkurrenceevne. Men er satsningen på talentpleje måden at sikre dansk konkurrenceevne på? Det er ikke uden videre indlysende.

For eksempel var det ikke indlysende for kritikere af rapporten - fra BUPL's forretningsudvalgsmedlem Allan Baumann over professor Per Schultz Jørgensen til vicedirektør Bjarne Lundager fra Danmarks ErhvervsforskningsAkademi (DEA). De tog ikke rapportens ambitioner for pålydende. Tværtimod kritiserede de hver især rapporten for at fokusere for meget på de bedst begavede elever på bekostning af de svage. Denne kritik er meget dansk: Danskere går ind for en god konkurrenceevne, men de går endnu mere ind for en folkelig én af slagsen. Den kedelige konsekvens af kritikken var, at den skyggede for en mere grundlæggende diskussion: Er optagethed af den enkeltes talent det, som gør Danmark konkurrencedygtig i fremtiden?

På individniveau står det klart, at vi lige fra Wolfgang A. Mozarts til Tiger Woods opdragelse ved, at deres succes inden for henholdsvis musik og golfspil var resultatet af en hård og fokuseret træningsindsats. På det personlige plan skaber det glæde - og bekymring - at være bundet til sit talent. For eksempel skrev Mozart i 1780 et brev til sin far, hvori han udtrykte sin glæde over at få lov til at udfolde sit talent ved det bavarianske hof, da ansættelsen dæmpede hans bekymring for økonomisk ulykke, som han anså for overhængende for genier bundet til ét talent.

Et par hundrede år efter er der ikke desto mindre noget, som tyder på, at man på samfundsplan kan dele Mozarts bekymring. I 2003 udpegede OECD for eksempel tre nøglekompetencer, der ikke alene er afgørende for succesfuld personlig udvikling, men også for vellykket social udvikling af moderne samfund. Kompetencerne består i at kunne begå sig i socialt sammensatte grupper, handle selvstændigt og bruge både gutenbergske og digitale medier. Og beherskelse af disse kompetencer kræver, at man udvikler kompetencer på tværs af samfundsvidenskab, naturvidenskab og humanistisk videnskab.

En relativt bred uddannelsesprofil for fremtidens arbejdskraft var, hvad OECD samlet set anbefalede. Det rimer med aktuelle diskussioner om risikoen ved at specialisere sig for meget for tidligt. Faktisk er et forslag, at det først skal ske efter bachelorniveau på universitetet. Af hensyn til konkurrenceevnen. Hvis et moderne arbejdsmarked handler om, at arbejdskraften med nysgerrighed og indsigt kan bestride flere typer af job, så må arbejdskraften ikke blive for specialiseret, men også i stand til at kommunikere og samarbejde på tværs af fagdiscipliner om praktiske problemer.

Men hvordan finder man en balance mellem fokus på specialisering og udvikling af brede nøglekompetencer a la dem, OECD foreslår. Man vælger ikke talentstrategien, i hvert fald ikke for folkeskolen.

Jeg foreslår »livsduelighedsstrategien« i stedet. Baggrunden for denne strategi er et ideal om den rige person, jeg sammen med professor Lars-Henrik Schmidt, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, formulerer i artiklen »Viser talentet sig selv vej« (Dansk Pædagogisk Tidsskrift september 2009). Den rige person kan flere ting, end hans umiddelbare talent tilsiger. Konsekvensen er, at forældre og lærere i folkeskolen tilsammen skal sørge for, at selv barnet med indiskutable styrker bliver udfordret til at gøre noget ved sine mindre stærke - for ikke at sige svage - sider. Formålet er at gøre barnet livsdueligt ved at imødegå ubalanceret personlighedsudvikling og endimensionel kompetenceudvikling; idealet om den rige person forhindrer dårlige liv og dårlig konkurrenceevne.

Men jeg gætter på, at livsduelighedsstrategi vil støde på større modstand end talentstrategien. Årsagen er, at den gør op med forestillingen om, at hvert barn har krav på lærere, der tager udgangspunkt i, hvad det gør bedst - og i at glemme, hvad det ikke kan. I stedet for at anerkende talent bliver lærerens primære professionelle rolle i livsduelighedsstrategien at kompensere for talent ved at forholde sig til elevens svage sider, herunder de svage sider ved talentet. Det er hård kost, mindst lige så hård kost som fokuseret faglig talentudvikling.

Det aktuelle skræmmeeksempel på sidstnævnte er den kinesisk-amerikanske Yale-professor Amy Chua, som tidligere på året udgav bogen »Kampråb fra en tigermor«. Her kritiserer hun vestlige forældre for at være slapsvanse, der tror, at børns muligheder for fremtidig succes er bedst tjent med at tage udgangspunkt i, hvad barnet har lyst til, i stedet for en streng børneopdragelse. I en vis forstand minder hun om Mozarts far, Leopold Mozart. Han opfattede sig som pædagogisk perfektionist. Han slog ikke lærdom ind i Mozart, men erstattede stokken med lige så effektive midler (midler, som vi i dag ville kalde perfektioneret faglig og didaktisk kompetence hos lærere). Resultatet var, at Mozart fik en omfattende musik ud fra de standarder, som hof-borgerskabet gjorde gældende på daværende tidspunkt.

Men uanset om man vil udvikle genier som Mozart eller livsdue-lige personer, så driver lysten ikke hele værket. Fra kunstneriske miljøer ved man, at vejen til succesfuld talentudvikling er brolagt med hårdt arbejde professionelt doseret af pædagogiske perfektionister.

På lignende vis kræver livsduelighedsstrategien en slags pædagogisk perfektionisme. Den begynder med, at vi holder op med at bilde os ind, at ethvert barn er en talentfuld kunstner in spe. Gør vi det, så er næste skridt at insistere på, at det enkelte barn udvikler andre sider af sig selv, end det har lyst til. Egentlig handler det om at insistere på den fagligt kvalificerede intervention, der går ud på at ændre elevens forhold til sig selv; og ikke på at bekræfte det ved at anerkende, hvad den enkelte er god til.

Er livsdueligheden en strategi for folkelig konkurrenceevne? Svært at sige med sikkerhed. Strategiens udgangspunkt er et fokus på hver enkelt elev. Det vil sige, at strategien er optaget af at ophæve ulighed gennem individuel mobilitet; ikke gennem social mobilitet. Og det sker ved at forsøge at komme de svage sider til livs hos såvel fagligt dygtige som dårlige elever. Det kan forhåbentlig blive en folkelig ambition. I hvert fald er den konkurrencedygtig. |

Danmarks Pædagogiske Universitetsskole afholder en konference med titlen »Velbegavede og talentfulde børn« 27. september i København. Se mere på dpu.dk