Cille har en mellemleder i maven

På Herfølge Skole er efteruddannelse heldigvis prioriteret, siger Cecilie Bødker

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Jeg kan godt lide at være med til at tage overordnede beslutninger for, hvordan man driver skole. Jeg kunne godt tænke mig at tage en lederuddannelse på et tidspunkt, for jeg går med en lille mellemleder i maven«, fortæller Cille - Cecilie Bødker på 41 år. Hun har et barselsvikariat på Herfølge Skole.

Inden for de seneste ti år er hun efteruddannet i LP-modellen - både på sin tidligere skole og her - i Cooperative Learning, forskellige kurser relateret til danskfaget, pc-kørekort, og hun har taget et praktiklærerkursus. Kurser, hun har fået på de skoler, hvor hun har arbejdet.

»Her har vi alle været på kursus i Cooperative Learning. I det hele taget er der fokus på efteruddannelse her på skolen«, siger Cecilie Bødker.

Hun savner kurser i det nyeste inden for udskolingsdansk og så i AKT og konflikthåndtering.

»Jeg kan godt bruge noget mere AKT-uddannelse især til frikvartererne. Jeg arbejder blandt andet i specialklasse. I det hele taget mener jeg, at det er en god ide, at man har en fælles tone og et fælles fokus, når det gælder adfærd, kontakt og trivsel på skolen. Så eleverne ved, hvad de møder, når de møder en voksen«, siger Cecilie Bødker.

I forbindelse med Herfølge Skoles arbejde med LP-modellen over tre år får hun en tovholderuddannelse, så hun kan styre seancerne inden for LP-arbejdet.

»Vi brugte også LP-modellen på min tidligere skole, og jeg mener, at det er godt at flytte fokus fra eleven til omgivelserne. Det er også godt med noget forudsigelighed«.

Cecilie Bødker vil gerne efteruddannes og også gerne bruge noget fritid på det. Men lige nu er det svært, fordi hun har et barn på to år.

»Hvis min økonomi er til det, vil jeg gerne betale en andel af min efteruddannelse, men helt principielt synes jeg altså, at det er arbejdsgiveren, der skal betale den. Her på skolen får vi heldigvis efteruddannelse, og sådan noget som fælles efteruddannelse i LP-modellen kan løfte et helt lærerværelse«. |