Blandt små overlevere

Motivationen hos eleverne på Røde Kors-skole er afhængig af udviklingen i familiens asylsag

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hun er 11 år, og hun virker sød og ivrig. Hun vil gerne have nye opgaveark i engelsktimen, selvom hun har fået 'positiv', det vil sige, at hun og hendes familie har fået asyl i Danmark og i morgen flytter til deres nye, faste hjem. Hun beder om hjælp til at sætte de rigtige sætninger sammen med de rigtige billeder. Men hendes gæt virker så tilfældige, at man ikke alene bliver klar over, at hun ikke forstår et ord engelsk, men også bliver i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet kan læse.

'Hun kan ikke læse, og hun er helt klart en af dem, der burde have specialundervisning, hvis vi havde haft mulighed for det', fortæller lærer Tommy Ebbesen efter engelsktimen i b-klassen på Dansk Røde Kors Skole på asylcentret Sigerslev ved Stevns Klint.

Han fortæller, at det er typisk for de børn, der har nogle år bag sig i skolesystemer, der er helt forskellige fra det danske, at det er meget vigtigt for dem at gøre det ene fotokopierede ark færdigt efter det andet og gøre én bog færdig for at få en ny - uanset om de har forstået, hvad der stod i den.

'Når man har været her nogle år, så finder man ud af, at det er bedst at lade dem holde fast i, at man skal rejse sig op, når læreren kommer, og at man skal udfylde en masse ark papir. Jeg lader dem gøre det i en indkøringsperiode, for hvis jeg ikke gør det, så kan de ikke få øje på nogen struktur i vores skole, og så tror de slet ikke, her er nogen regler eller strukturer', siger Pia Enøe, en anden af den lille centerskoles seks lærere.

Der er hele tiden børn, som får asyl og flytter til et nyt hjem et sted i Danmark eller bliver udvist af Danmark, og så kommer der nye børn, som ikke taler et ord dansk og enten aldrig har gået i skole eller ikke har gået i skole, siden de flygtede fra hjemlandet. Som skoleleder Hans-Christian Rasmussen siger: 'I en klasse med otte elever er der ti forskellige faglige niveauer'. Men der er ikke enighed blandt lærerne om, hvorvidt det ville være en fordel at dele børnene efter niveau frem for alder og oprette en modtageklasse, hvor eleverne kunne gå et par måneder og lære det mest grundlæggende dansk.

'Det ville være godt med to måneders intensiv dansk, så børnene ikke er tvunget til at tale engelsk med hinanden', mener Lotte Møller Pedersen. Men Pia Enøe er overbevist om, at børnene har brug for den sociale basis, der ligger i at have jævnaldrende klassekammerater.

'På den måde oplever jeg også, at de dygtige elever løfter de mindre gode'.

For børnenes skyld

Hun har a-klassen for de syv-ni-årige i billedkunst og forsøger at give dem opgaver, der understøtter deres danskindlæring. På tavlen har hun tegnet en kasse magen til den papkasse, hvert af børnene skal indrette som en stue i miniformat. Når børnene foreslår ting, der kan være i stuen - fjernsyn, sofa, bord, gyngestol, et bur med en papegøje, både tegner og skriver Pia Enøe forslagene på tavlen. Men et par af de yngste piger er mere optagede af at fnise og sige 'you stupid' til hinanden med stjålne blikke til fotograf og journalist. Et par drenge ser ud, som om de er i en helt anden verden, men bagefter er de hurtigst til at blive færdige med at dekorere tapet i mini-stuen og begynde at bygge små møbler i pap, mens pigerne tilsyneladende har svært ved at forstå, at et mønstret tapet ikke er det samme som en flot og indviklet tegning.

En af pigerne er lidt mere stille end de andre, men hun smiler og er med på både pjank og undervisning. For en måned siden var hun stille, forknyt og smilede stort set aldrig. Hun bærer som mange andre asylsøgerbørn på tunge minder. Hun blev tvunget til at overvære, at hendes far blev tortureret. Men med stor opbakning fra sine forældre og med en rolig og struktureret hverdag på centret oplever hendes lærere, at hun stille og roligt er ved at hele sårene.

'Det er børnene, der gør, at jeg kan lide at undervise her. De er en meget speciel gruppe, hvor man virkelig oplever, at nogle ting kan lade sig gøre på trods af dårlige odds. Børnene er generelt utrolig positive og giver en hel masse, men de er også præget af humørsvingninger, og mange af dem har en meget kort lunte. Men de er nogle små overlevere', siger Pia Enøe, og Tommy Ebbesen tilføjer:

'Motivationen falder som regel ved det første negative svar på asylansøgningen.'

Centerskolen er god

Men generelt elsker børnene deres skole, og de bliver vrede og vil ikke gå hjem, hvis en undervisningstime er aflyst på grund af sygdom. Enkelte går til sport i Store Heddinge, men ellers får de tiden til at gå med at cykle rundt og rundt på området, se fjernsyn eller hænge omkring de voksnes kafé med billardborde, hvor de ikke må være. Skolen er det eneste strukturerede tilbud til dem. Lærerne fortæller om en somalisk familie, som blev familiesammenført med slægtninge i Australien. Til den sidste dag, længe efter at børnene havde fået at vide, at de skulle til Australien, passede de deres skole og skrev diktat på et sprog, de formentlig aldrig mere kommer til at tale.

'Centerskolen er god', fortæller ni-årige Elzana fra Bosnien, der har travlt med både at være en flittig elev og med at styre sin lillesøster Jasmina på syv. I forhold til skolen hjemme i Bosnien fremhæver hun især, at hun i Danmark både har svømning og mulighed for at tegne i skoletiden. Hun slår lynhurtigt over mellem dansk til læreren, engelsk til sin kurdiske sidemand og bosnisk til lillesøsteren. Det engelske har hun også lært i Danmark, fortæller hun.

''Center-engelsk' kalder vi det, det er et grimt, primitivt engelsk, som asylsøgerne tilsyneladende lærer allerede på deres vej til Danmark eller i Sandholmlejren, og man skal passe på ikke selv at komme til at svare på 'center-engelsk', når børnene taler det', siger Pia Enøe.

Skoleleder Hans-Christian Rasmussen holder stærkt fast på, at dansk er skolens sprog, og de prøver også at overbevise de øvrige ansatte på asylcentret om, at de skal tale så meget dansk som muligt. Men samtidig forstår de godt, at det ofte falder nemmere at tale engelsk til beboerne, og rundt om på centret ses da også mange opslag med informationer på både dansk og engelsk, somme tider en blanding af begge dele.

'Selvfølgelig er der nogle af beboerne, som ikke får opholdstilladelse og derfor aldrig mere får brug for det dansk, de har lært. Men jeg tror på, at man under alle omstændigheder har gavn af at have brugt sit intellekt og tilegnet sig ny viden', siger Hanne Julie Johansen, der står for centrets voksenundervisning. De voksne beboere tilbydes undervisning i dansk, der er et egentligt alfabetiseringshold for de flygtninge, der er analfabeter, samt hold i konversationsdansk, og der er ungdomshold for de 16-18-årige med dansk, madlavning og computerbrug.

På grund af pladsmangel i skolens små loftslokaler på asylcentret havde hun et år en klasse i et lokale på en almindelig folkeskole i nærheden, og hun syntes, at børnene fik meget ud af, at de på den måde hver dag kom til en dansk by, så en dansk skole indefra og mødte danske børn. Netop nu planlægger Stevns Kommune at lukke Store-Heddinge Skole og bygge en ny skole, og Hans-Christian Rasmussen håber på, at udlændingestyrelsen vil leje lokaler på Store-Heddinge Skole til Røde Kors-skolen, så den kan få klasseværelser, der er store nok til de 10-15 børn, der som regel er i hver klasse. Skolen forsøger også at holde kontakt med venskabsklasser på danske folkeskoler, men kontakten kan sjældent fastholdes over lang tid, fordi der er så stor udskiftning blandt børnene på centrets skole. Skolen har også en formel aftale om, at børn, der sprogligt og fagligt kan klare sig i folkeskolen, overflyttes til en almindelig dansk klasse. I øjeblikket har centret ingen børn, der kan klare niveauet i folkeskolen, men det sker indimellem, og det er meget prestigefuldt blandt centerbørnene.

Powered by Labrador CMS