Sanne Høstrup Dietrichsen

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På en af sommerferiens sidste dage mistede vi et hjertevarmt menneske og en fantastisk kollega.

Sanne Høstrup Dietrichsen blev dræbt i en bilulykke. I samme ulykke omkom også hendes og Lars' søn Valdemar.

I de år Sanne nåede at arbejde på Klostermarksskolen i Roskilde, lærte vi hende at kende som en imødekommende og initiativrig person, der gerne bidrog på såvel det faglige og pædagogiske felt som i skolens sociale liv.

Lige nu havde Sanne orlov, da familien valgte Frankrig som arbejdssted i en periode; men vi så allerede nu frem til, at hun igen ville være en del af lærerkollegiet ved skoleårets start i 2012 - og Sanne gjorde meget ud af at holde forbindelsen til kolleger og skole ved lige.

Sådan blev det ikke, og vi har nu kun minderne at tænke tilbage på. Det er med varme tanker, at vi husker på en kompetent og ansvarlig lærer, som tog del i elevernes hverdag. Vore elever har mistet et positivt forbillede i en kompetent voksen. Forældrene har mistet en god samarbejdspartner med ansvar og empati i forhold til børnene, og personalet mistede ved ulykken en respekteret og afholdt kollega.

Vi vil huske Sanne med det åbne og lyse sind - også selv om vi ikke fremover vil høre Sannes milde latter eller møde hendes glade smil.

Vi er glade for, at vi fik lov at kende og arbejde sammen med Sanne, og vore tanker går nu til de efterladte - især Lars og Mathilde, som nu skal leve uden Sanne og Valdemar.

Ib G. Christensen, skoleleder,

Klostermarksskolen, Roskilde

Powered by Labrador CMS