Sådan kan du tale om Utøya med dine elever

»Hvis man som lærer vurderer, at der er brug for at tage en samtale i klassen om tragedien i Norge, handler det frem for alt om at skabe et rum, hvor eleverne kan komme af med deres oplevelser«, mener Rie Rasmussen, næstformand i Dansk Psykologforening.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvordan taler man med eleverne om noget så tragisk som massakren i Norge? Og hvad skal der siges til henholdsvis de store og små elever?

»Først og fremmest vil jeg undersøge, om der er nogen, der er personligt berørt. Det kan være en fætter eller lignende, der har været på øen. I sådan et tilfælde vil jeg anbefale, at man tager en personlig snak med eleven, før hele klassen inddrages«, siger psykolog Rie Rasmussen om, hvordan hun vil vejlede lærere, når der skal tales om den norske tragedie. Ud over at være næstformand i Dansk Psykologforening er hun også tilknyttet Rungsted Skole.

De små tænker konkret

Som i mange andre sammenhænge reagerer og tænker elever forskelligt efter alder.

»Jo mindre de er, des mere konkret vil de tænke. Og jo sværere er det for dem at få en distance til, hvad der er sket. Det er et chok for os alle sammen, at noget som det her kan ske, men vi voksne og unge vil have et kognitivt apparat og en modenhed i tanken, så vi kan placere det her - det er ikke sådan, virkeligheden normalt er«, siger Rie Rasmussen.

»Jo yngre man er, des mere tilbøjelig vil man være til at tænke: Der er en, som er blevet skudt, jeg risikerer at blive skudt. Der bliver man nødt til at gå meget konkret ind i det: 'Gerningsmanden er fanget. Der kommer ikke til at ske noget med jer'«, fortæller Rie Rasmussen.

Med hensyn til det konkrete hændelsesforløb bør man selvfølgelig svare sandfærdigt, men så enkelt som muligt og uden flere detaljer, end børnene selv spørger ind til.

Hun understreger, at der trods alt er gået noget tid, siden episoden indtraf, og at mange børn allerede har fået vendt episoden i hjemmet og derfor ikke nødvendigvis vil have brug for at tale om det i skolesammenhæng.

Det skal være okay

»Man skal sørge for, at de elever, der har behov for det, får lov til at sætte ord på, hvad de har tænkt. Hvilke følelser og tanker har de haft? Det kan være, nogle ikke har kunnet tænke på andet umiddelbart efter, eller det kan være, at de har været meget vrede. Og bagefter kan man så normalisere det: 'Når man hører eller ser noget, der er så voldsomt, så er det meget almindeligt, at mennesker reagerer ved at blive meget vrede eller kede af det'«, forklarer Rie Rasmussen.

»Det kan være, at en af eleverne fortæller, at hans mor har grædt i flere dage - så drejer det sig om at normalisere det. Sige at der sikkert har været mange fædre og mødre, der har reageret sådan på det. Så er der nogle, der vil sige, at hjemme hos os har vi slet ikke talt om det, og det er også helt normalt«, siger Rie Rasmussen - hun fortsætter:

»Sagens kerne er at få det til at være okay at have det, ligesom de har det. Det kan være væmmeligt, men det er okay«.

Moral fylder for de store

For de ældre elever er der nogle lidt andre ting i spil.

»Med de store kan der mere være brug for at tale om de moralske aspekter af det. Hvordan kan man gøre sådan nogle ting, og måske hvad man har lyst til at gøre ved ham. Fra mellemtrinnet og opefter er børn meget optagede af ret og vrang, moralske aspekter og det at være et ordentligt menneske eller ikke være et ordentligt menneske. Det kan være, de overvejer dødsstraf, eller hvor syg i hovedet han må være«, siger Rie Rasmussen. Som de små kan de ældre også have brug for at sætte ord på, hvad de har oplevet.