"Når vi taler om, at læreren engang havde autoritet og nu ikke længere har det, så er det ikke en skole, vi stadfæster særlig historisk. Det var bare engang", siger Helle Bjerg, der i dag er ansat som lektor og forsker ved professionshøjskolen UCC. Som udgangspunkt for sit Ph.d.-projekt 'Skoling af Lyst' har Helle Bjerg interviewet 31 skoleelever om oplevelsen af deres skolelærere i hhv. 1950'erne, 70'erne og 90'erne.

I alle tre årtier har eleverne på én gang udfordret og efterspurgt lærerens autoritet, konkluderer Helle Bjerg, der har lyttet til erindringerne om våde tavleklude, der flyver gennem klasseværelset og om tegnestifter, der bare venter på, at læreren skal sætte sig på sin stol. Forskellen, fra 1950'erne og frem mod i dag, består i, hvordan autoriteten opnås. I 1950'erne tog eleverne gerne en eftersidning eller en lussing for en mindre overtrædelse af skolens regler.

"Eleverne var sådan set helt med på, at det udløste en straf, at man ikke havde læst lektier eller kom for sent til timen. Men ikke alle lussinger var retfærdige. Ved at straffe unødvendigt hårdt, kunne man i 1950'erne miste sin autoritet som lærer," fortæller Helle Bjerg.

I 1990'erne bliver det afgørende, om læreren kender og giver plads til den enkelte elevs personlighed.

"Det ligger som en forventning hos eleven fra 90'erne, at læreren eksempelvis skal tage sig af, hvis nogen keder sig. I 50'erne var det ikke et issue. Det var elevens eget problem."

"Bliv bag katederet"

Det er en vigtig pointe hos Helle Bjerg, at skolens orden er afhængig af den enkelte lærers forvaltning af sin autoritet. Samme bygning huser så at sige mange skoler. Denne samtidighed ses særligt i 1970'erne, mener Helle Bjerg.

"I den ene time kunne eleverne i 70'erne have en lærer med pomadehår, butterfly og jakke, som stadig kunne finde på at slå lidt - eller i hvert fald ytre sig om, at det var dejligt dengang, man kunne slå. Og i den næste time kunne der så komme en lærer ind i fløjlsbukser og islandsk sweater, der var med til at sætte nogle helt andre præmisser for, hvad man kunne i klasseværelset."

1970'erne er også det årti, hvor læreren bevæger sig væk fra katederet og ned til eleverne i klasselokalet og opnår autoritet ved at solidarisere med eleverne. Den bogstavelige bevægelse ned blandt eleverne er ny i forhold til 1950'ernes skole.

"Det, der har ændret sig over tid, er lærerens position i forhold til sine elever," slår Helle Bjerg fast og uddyber: "I bøger om didaktik fra 50'erne kan man i lærervejledningen læse, at læreren bør huske på at blive oppe bag katederet."

Test, følelsesliv og energier

Når Helle Bjerg skal karakterisere, hvad der sker i klasseværelserne i dag og forsigtigt spå om, hvor vi er på vej hen, ser hun bevægelser i flere retninger.

"Idet vi indfører test i skolerne, retter vi igen, som i 50'erne, et standardiseret blik på eleven, der undersøger, hvor godt han eller hun klarer testen ud fra en faglig målestok. Vi kommer aldrig tilbage til 50'erne, men det kan godt være, at der sker nogle ændringer i forhold til, hvordan eleven vil forstå sig selv og forstå lærernes autoritet," spår Helle Bjerg.

Men omvendt får 00'ernes pædagogiske teknikker som 'mindfullness' og 'trin for trin' Helle Bjerg til at tro, at elevforventningerne fra 90'erne kun vil blive styrket i fremtiden.

"Fra at det kun var elevernes faglighed, læreren skulle have styr på i 50'erne til, at det også blev deres sociale liv og person 70'erne og 90'erne, er vi nu fremme ved, at læreren også skal have styr på elevernes følelsesliv og energier," siger hun.

Sort skole og rundkredspædagogik

Det er Helle Bjergs ønske med sit Ph.d.-projekt at nuancere det historiske perspektiv i den pædagogiske debat, som hun mener er afsporet.

"Den måde vi har brugt det historiske perspektiv har været som sådan nogle ikoner og så stopper diskussionen faktisk der, uden at vi går videre. Når man siger rundkredspædagogik, betyder det entydigt, at eleverne ikke får lært noget, og når nogen ønsker sig mere disciplin i folkeskolen eller vil indføre test, så siger man: 'nå, så du vil tilbage til den sorte skole'".

Konsekvensen er ifølge Helle Bjerg, at nogle pædagogiske tiltag på forhånd afskrives.

"Det er altid en automatreaktion over for test i skolen, at det er tilbage til den sorte skole," siger hun og fortsætter: "Det er svært at være lærer i dag. Det var det også i 50'erne. Men vi får ikke taget diskussionen om, hvad der er det svære, fordi de unuancerede begreber som 'den sorte skole' eller 'lystpædagogikken' kommer til at skygge for, at vi kan tale om, hvilken skole, vi faktisk ønsker os."