»Det skal ikke være en traditionel universitetsuddannelse, men en professionsuddannelse«

Uddannelsen ligger mellem studium og skole

Læreruddannelserne skal droppe seminariekulturen og give de studerende en arbejdsbelastning, der svarer til et fuldtidsstudium, mener professor

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærerstuderende i dag bliver uddannet i en seminariekultur, der ikke er økonomiske midler til. Og man har heller ikke formået at skabe en ny studiekultur. Derfor befinder læreruddannelsen sig midt mellem to stole, mener professor på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole Jens Rasmussen.

»I 1966 blev læreruddannelsen til et studium, men det har man ikke helt forstået på institutionerne. Hvis man vil fortsætte seminarietraditionen, så er 13 timer slet ikke nok. Men jeg mener, at man i stedet skulle begynde at behandle de studerende som studerende og give dem den arbejdsbelastning, der svarer til et fuldtidsstudium«.

Jens Rasmussen er ikke i tvivl om, at nedgangen fra 25 til 13 ugentlige undervisningstimer skyldes økonomi. Men han mener, at det er et større problem, at både studerende og institutionerne fortsætter med at opføre sig, som om uddannelsen er en seminarieskole.

»Der er en forestilling om, at hvis bare de studerende er til stede på uddannelsen, så vil de blive socialiseret til at blive lærere. De studerende har meget højt fravær. Derfor har man indført mødepligt på første årgang. Men det er jo helt ude af trit med tiden«.

I den nye læreruddannelse er fagene opgjort i ECTS-point. Det betyder, at et linjefag på 36 ECTS-point skal give den studerende en arbejdsbelastning på 990 klokketimer.

»Hvis det alt sammen skulle være undervisning, ville det svare til 1.319 lektioner. Det er indlysende, at man ikke vil give så mange timer på et halvt år. Det skal være undervisning, øvelser, gruppearbejde, hjemmeopgaver og læseforberedelse. Og det er klart uddannelsens ansvar at sørge for, at de studerende får den arbejdsbelastning, og sikre, at vi får gode lærere i fremtiden«.

Læreruddannelsen skal betragtes på samme måde som et universitetsstudium, men det betyder ikke, at Jens Rasmussen mener, at den skal flyttes til universitetet, eller at de studerende hver for sig skal begrave sig i tykke filosofibøger.

»Det skal ikke være en traditionel universitetsuddannelse, men en professionsuddannelse. Det kan vi se fra andre lande, som har gode læreruddannelser. Man læser sig til en viden og øver sig så i didaktikken med sine medstuderende eller drøfter og gennemgår videooptagelser fra et klasserum. Det skal være en forskningsbaseret professionsuddannelse«.

Øvelsen er essentiel i uddannelsen.

»Ligesom man ikke sætter en pilot til at flyve, før han har siddet mange timer i en simulator, så er det hensigtsmæssigt, hvis de lærerstuderende har øvet sig rigtig meget i, hvordan man underviser i læsning, før de står midt i forvirringen og kaosset«. |