Knus nogle drømme

Skolen må medvirke til, at børnene får en realistisk forestilling om deres egne evner og om samfundets behov

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tegneserieanimator, guldsmed, veterinærsygeplejerske, institutionsleder, studievært og hoteldirektør. Mange unge ved godt, hvad de kunne tænke sig at blive, når de forlader folkeskolen, men hvad nu når samfundet har brug for tømrersvende, sundhedsassistenter, revisorer, fabriksarbejdere, ingeniører og sygeplejersker for ikke at tale om husmødre og forsørgere?

'Førhen blev de unge det, som samfundet havde brug for. I perioder med arbejdsløshed gik man efter at få et job, uanset hvad det var. Det gjaldt om få et meningsfuldt svar på spørgsmålet 'er der mon en plads til mig?'. For de unge i dag lyder det spørgsmål helt absurd. De er blevet lovet det gode liv, og det er det, de går efter. Det andet er ikke sjovt', siger forskningsprofessor Birgitte Simonsen.

Hun er leder af det nye Center for Ungdomsforskning på Roskilde Universitetscenter. I den egenskab skal hun i de kommende år forsøge at finde ud af, hvad det er for nogle kulturelle strømninger, der præger unge. Teenagerne kan ifølge Birgitte Simonsen ses som en slags seismografer for samfundsudviklingen eller som de frontløbere, i hvis bevægelser man kan aflæse, hvilke kulturelle ændringer, der er på vej, og som vil ramme alle før eller senere.

Tavs viden

'Der eksisterer i samfundet en 'tavs viden' om, at unge på en eller anden måde er på omgangshøjde med den tid, de lever i, men der mangler konkret viden om og forståelse for, hvad det er, de unge vil, og hvorfor de vil det. De unges adfærd stiller krav til skolen, uddannelsesinstitutionerne, arbejdsmarkedet og hele samfundet. Det kan godt ske, at jeg tager fejl, men hvis det går, som jeg venter, har vi i dag kun set toppen af isbjerget, når det gælder de ændringer, som den nye ungdomskultur fører med sig'.

Det var i 1970'erne, man først stødte på de strømninger, der præger ungdomskulturen i dag. De unge opførte sig anderledes end tidligere generationer i perioder med ungdomsarbejdsløshed.

'Der blev en mere krævende adfærd synlig, og det er den adfærd, der slår fuldt igennem nu, og som blandt andet folkeskolen oplever. Ændringen har noget at gøre med velfærdssamfundet. De unge føler sig sikre på deres forsørgelse, og det gør, at de får en øget selvbevidsthed. De ønsker sig et godt, meningsfuldt arbejde, fordi de er det værd. Der er ikke noget galt i hverken velfærdssamfundet eller i, at de unge har de ønsker. De unge er hverken dovne eller uarbejdsduelige, tværtimod er de fulde af kræfter og engagement, men der er et uløst problem. Nogen skal varetage det trælse arbejde, og hvis ikke de unge vil, må samfundet finde andre løsninger.'

Ændring af værdier

Er det børnene af 68\4erne, der følger i deres forældres fodspor?

'68'erne stillede måske de samme krav, men de udgjorde kun fire, fem procent af befolkningen, så det er også børnene af alle de andre. Der er formentlig en forbindelse til den ændring af værdier, der har fundet sted, men forbindelsen er kompliceret. På den ene side tager de unge klart afstand til deres forældres jobvalg. Som en pige, hvis mor arbejdede på et vaskeri, sagde i et interview: 'Min mor har ikke noget liv. Jeg ville dø, hvis jeg skulle have sådan et arbejde'. På den anden side afspejler deres holdninger meget direkte deres egne erfaringer. Vi ved ikke, hvor mange af dem der kommer fra skilsmissehjem, fordi mange af deres forældre ikke har været gift, men noget tyder på, at det er rigtig mange. Det er formentlig det, der giver sig udtryk i, at ingen af dem vil være forsørgere eller for den sags skyld husmødre'.

For nogle år siden gennemførte Birgitte Simonsen en større undersøgelse af storbyunges holdninger ved hjælp af spørgeskemaer og interview. Undersøgelsen viste, at der ikke var en sammenhæng mellem de unges ønsker og deres kvalifikationer.

'Der er ikke ret meget forskning i almindelige unges adfærd, men den, der er, viser det samme. Også unge uden objektiv baggrund stiller store krav til deres erhvervsmæssige fremtid. Ingen synes, at de er en af dem, der skal pudse jernbaneskinner eller udføre andet manuelt arbejde. Selv temmelig marginaliserede unge har den samme drøm om at blive hoteldirektører og studieværter. Traditionel lønmodtagerbevidsthed er ved at forsvinde. Hvad der sker på længere sigt er svært at sige, men i første omgang vælger de unge fra', siger Birgitte Simonsen.

Få på gulvet

'Blandt piger, der begynder på social- og sundhedsassistentuddannelsen, er det kun få, der vil arbejde på gulvet. De vil for eksempel være plejehjemsledere. Når de kommer i praktik og opdager, hvad arbejdet går ud på, og når de finder ud af, at de næppe bliver plejehjemsledere, så holder de op. Det gjorde den pige, som jeg fortalte om før. Hun var stoppet på en uddannelse og gik nu derhjemme og drømte om at komme til at arbejde med et håndværk som stenhugger eller guldsmed. Den slags uddannelser, hvor der er fem pladser i hele landet. Forrige generation fandt sig i for meget. De lod sig slide ned, sådan som det er sket for mange kvinder i tekstil- og fiskeindustrien, men holdningerne blandt nutidens unge kan resultere i, at vi i stedet ender med uuddannede tabere.'

Det er ikke en forfaldshistorie, Birgitte Simonsen fortæller. Ingen ønsker sig for alvor tilbage til en tid, hvor folk var tilfredse med lidt, men den nye ungdomskultur kommer som et chok for mange.

'Tag bare folkeskolens 10. klasse, der vokser og vokser. Udviklingen er et udtryk for, at de unge ikke er målrettede. De udskyder valget af ungdomsuddannelse, fordi de ikke ved, hvad de vil, og fordi de gerne vil slappe lidt af. Sådan en holdning giver tidligere generationer et kulturchok. Det er komplet uforståeligt for deres bedsteforældre, at de unge trænger til at slappe af i den alder, og at de unge ikke kan finde ud af, hvad de vil. På samme måde får deres arbejdsgivere et chok, når de kommer ud som lærlinge eller i praktik. Når mester tredje gang har spurgt en lærling 'hvad er det nu, du hedder', så går lærlingen. Sådan reagerede en ung mand, har han fortalt mig i et interview'.

Understøtter udvikling

Dansk Arbejdsgiverforening er begyndt at lede efter en forklaring på fænomenerne. Et af deres bud lyder: Det er folkeskolens skyld. Som uddannelseskonsulent i DA, Lise Skanting, for nylig sagde til Folkeskolen. 'De unge burde lære at tilpasse sig, men det gør de ikke, og det hænger sammen med, at folkeskolens erhvervsvejledning ikke altid tegner et reelt billede af erhvervslivet'.

Birgitte Simonsen mener ikke, det er folkeskolens skyld. De bevægelser i samfundet, der ligger bag den nye ungdomskultur, er meget omfattende, og man kan se dem i alle vesteuropæiske lande. Men folkeskolen har været med til at understøtte udviklingen.

'Noget af holdningsændringen er skabt i et skolesystem, hvor grundsynet har været, at alle er ligeværdige. Hvis man var langsom til at læse og skrive, så var man måske god til at tegne. 'Hvor har du lavet en fin tegning', blev der sagt, og det var lige så godt som at kunne de andre ting. Det, vi havde før, hvor man udviklede mindreværd, var ikke bedre, men man kan sige, at resultatet er, at folkeskolen ikke længere dur til at sortere folk, og når det ikke sker her, så kommer det til at ske på et andet tidspunkt, og det bliver senere og senere i de unges liv.'

Der findes løsninger på nogle af de problemer, der opstår, når unge ikke vil uddanne sig til at dække samfundets behov. Man kan sende arbejde ud af landet og importere arbejdskraft. Men der må også tages fat andre steder. I længden er det uholdbart, at alt for få tager en teknisk uddannelse, og at ingen vil passe børn, gamle eller syge.

'Jeg kan ikke se andet, end at man i folkeskolen må knuse nogle af de drømme, som de unge bærer rundt på. Hvordan det skal ske, ved jeg ikke, men det kunne være ved målrettet erhvervsvejledning i 10. klasse. Vi sociologer vil gerne bruge vores viden og vil gerne samarbejde med for eksempel folkeskolens lærere og vejledere, men jeg har stor ydmyghed over for hvad vi egentlig kan gøre, og der er ingen nemme løsninger', siger Birgitte Simonsen-Jan Kaare er freelancejournalist

Birgitte Simonsen har udgivet fire rapporter om sine undersøgelser af unge. ('Konsekvenserne af det husmoderløse samfund', rapport 1-4., Roskilde Universitet.)