Skiftedag

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der var engang, hvor alting var mere forudsigeligt, og nogen vil måske sige mere trygt, end nu, hvor tiderne skifter og mands minde er reduceret til fjorten dage.

Autoriteter vidste man hvad var, arvefølger var sikret, man kendte sin plads og dermed i store træk sin fremtid. På de nederste trin på samfundsstigen var det oven i købet til at sige, hvornår der var risiko eller chance for en ændring i ens tilværelse, nemlig på skiftedagene. Den første maj og første november i året kunne karle og piger skifte plads - et nyt liv kunne begynde for dem, men oftere kunne storbøndernes personaleafdelinger få ryddet lidt ud i besætningen og få friske kræfter i driften.

Sådan er det jo ikke i dag.

Nutidens børn kan angiveligt se frem til massevis af valgmuligheder. De skal som medarbejdere passes og plejes, have udfordringer, frihed og incitamenter for at levere 'high performance', som et godt udført arbejde hedder på dansk-internationalsk.

Og det er en god udvikling.

Betingelserne for personlig udfoldelse skal være optimale for alle, og alle skal støttes i det, derfra hvor de nu engang står.

Fremmelige økonomer og andet godtfolk, der sætter dagsorden, taler om hjerne-kapital. Nogen siger endda, at Karl Marx fik ret, da han forudså et samfund, hvor arbejderne ejer produktionsmidlerne - fordi hjernen med kreativitet og problemløsningsevne er fremtidens vigtigste produktionsmiddel.

Det har folkeskolen et meget, meget godt udgangspunkt for at give sit til at udvikle. Man har en lang periode i en afgørende tid i børnenes liv, et dagligt fællesskab for høj og lav, projekter, differentieret undervisning og så videre - så der skulle være mulighed for at imødegå eventuelle hjerne-strejker . . .

Ideelt set, for i virkeligheden er der et par nuancer hist og her.

Men at arbejdskraft er til fals og ligefrem bliver betragtet som en letomsættelig handelsvare - og at stå foran en skiftedag én gang årligt eller hverandet år - det er der da ikke nogen, der oplever i dag?

Jo, det er der faktisk. Der er en personalegruppe, som bliver klassificeret sammen med rensningsanlæg, skolebygninger og kantinemad, og det er rengøringspersonalet på folkeskolerne.

De står over for skiftedage, det vil sige salg og udliciteringer med utryghed til følge.

Senest er det Aalborg, som har stået for tur: 600-700 kommunalt ansatte assistenter har fået ny arbejdsgiver med et par måneders varsel. Eller rettere: de har fået tre nye arbejdsgivere, fordi tre selskaber deler udliciteringen mellem sig. De nye arbejdsgivere har de i en forudbestemt, kortere årrække, så er assistenterne til salg igen - for den lavestbydende, vel at mærke.

Der er nogle åbenlyse arbejdsmiljømæssige konsekvenser i form af fart og tempo, da kommunen har vurderet, at man sagtens kan gøre tingene 30 procent billigere og mere effektivt, hvis man er privat ansat. I forvejen har strammere og strammere arbejdsopmålinger betydet, at marchhastigheden for en rengøringsassistent har rundet cirka 7,5 kilometer i timen - inklusive rengøring.

Men spørgsmålet er, om nogen har overvejet konsekvenserne for de mennesker, som bliver udliciteret? Er der nogen, der har overvejet, hvad udsigten til skiftende arbejdsgivere hvert andet år betyder for 'udviklingen' af de menneskelige ressourcer? De samme menneskelige ressourcer, som skal udvikles på de stole og borde, som rengøringsassistenten løber forbi hver dag med sin nye ISS-klud, som ikke skal have så meget vand eller skylles op så tit som den kommunale klud?

Man kunne jo lave et lille tankeeksperiment på et frit skolemarked: Hvis nu eleverne skulle skifte skole hvert andet år - og flytte derhen, hvorfra det laveste bud kom?

Eller hvis lærerne skulle ud i direkte konkurrence på timetal og forberedelse for at ebeholde deres arbejde?

Først og fremmest ville man søge styrke i det faglige fællesskab, defineret af ens arbejdsplads.

Det er jeg sikker på, at rengøringspersonalet på skolerne også gerne vil, så tænk dem ind i fællesskabet - trivsel i hele folkeskoleteamet er en forudsætning for en god skole.

Jane Korczak er næstformand i Kvindeligt Arbejderforbund

Powered by Labrador CMS